Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Om billedkunstner Kristina Bengtssons projekter på SVK

Den svensk-fødte billedkunstner, Kristina Bengtsson, har altid gang i flere projekter på samme tid – op til ti projekter ad gangen kan hun jonglere med. På SVK får hun realiseret et par stykker af dem.

Af Rebekka Lewin
13. marts 2015

Fundamentet i Kristinas praksis er menneskelig bevægelse – ”automated actions” – dvs. bevægelser, man ikke er opmærksom på, når man gør dem. Som en vane eller indarbejdet rutine reagerer man instinktivt på en given impuls. Arbejdet kredser om begreberne perception og kognition.

Vi befinder os i atelier plan 2, hvor Kristina holder artist talk. Rummet er fyldt med hendes arbejder i form af store og små fotos og en skulpturel fotoramme. På nuværende tidspunkt udvikler den unge kunstner på to projekter, der bevæger sig imellem skulptur, fotografi og tekst.

At arbejde skulpturelt med fotografi
I træværkstedet arbejder Kristina skulpturelt med værket ”Architectural Belly”. Titlen indikerer en arkitektonisk kropslighed, som hun har gjort det til sit projekt at trække frem og belyse. På rejser har hun fotograferet små flygtige detaljer fra bygninger, det være sig pletter, skjolder eller andre former for forfald, for på den måde at kommunikere, hvordan en bygning føles – selve bygningens krop.

la_maison_du_fada_6edit

”En bygning er i min optik en form for krop, og vi er kroppe, der bevæger sig rundt i bygningen. Der findes mange vigtige funktioner i bygningen fra den bliver bygget, men over tid sker der en forandring. Den får en vis følelse eller karma, som har meget at gøre med de mennesker, der befinder sig i bygningen. Det er en måde at forklare – uden at fotografere huset – hvordan det føles at være i huset”.

Kristina har noget med fotografiet, som hun gerne vil udfordre, og som ligger som en form for modstand i hendes arbejde. Det ærgerlige, mener hun, ligger i, at fotografiet bliver en ambassadør for plads. Man spørger altid: Hvor er det billede taget henne? Som om det er det vigtigste.” Når hun arbejder skulpturelt med fotografiet, kan hun ikke komme uden om selve den ”akt”, det er at fotografere. Når hun skaber sin installation som et fysisk objekt i rummet, bliver det til en ny plads, som beskueren bevæger sig rundt om. Dermed bliver beskueren bevidst om sin egen krop. Det er disse ting, hun finder interessante, fordi de sætter spørgsmålstegn ved vigtigheden af det stedslige. Man kan kalde denne proces for en skelnen imellem at ”kigge” og at ”se”. Kristina rykker på opfattelsen fra det at kigge, som er mere distanceret og nøgternt til det at se, som er mere indsigtsfuldt – man er til stede i det.

En følelse er lige så midlertidig som arkitektur er statisk. Når man kommer tilbage til den samme bygning efter en rum tid, vil følelsen givetvis være en anden. En følelse er en flygtig størrelse og kan ændres over tid. Alle Kristinas fotografier er i denne sammenhæng billeder på noget flygtigt og temporært, såsom pletter, der kan vaskes væk af regnen.

The Nut House
På gulvet står en trærammekonstruktion med seks dobbeltarme. På hver side er der plads til et fotografi. Træet er en mahognilignende type, som giver installationen et look, der minder om modernistisk indretningsdesign.

IMG_1715Det ene foto i rammen viser en stor plet fra taget af arkitekt Le Corbusier’s bygning i Marseille; Unité d’habitation. Som hus er det ret kontroversielt, og der er en lang historie bag. Fra begyndelsen er byggeriet blevet kritiseret, bl.a. sagde byggeprojektrapporten, at folk ville blive vanvittige, hvis de skulle bo i et sådant miljø. Derfor begyndte man at omtale byggeriet som La Maison du Fada – The House You go Crazy in.

Med sine abstrakte fotografier skaber Kristina et modsvar til det gængse arkitekturfoto af en hel bygning set udefra eller af rummene i en bygning. Hun forsøger at kommunikere et fysisk sted på en abstrakt måde.

”På bagsiden af træet vil jeg brænde forskellige mønstre, lidt teenage riot agtigt. Der bor jo stadig mange mennesker i huset, men det er også meget slidt. Man kan se, at der har boet mange mennesker i det.”

Idéen med at kommunikere det midlertidige og det forgængelige opstod for blot nogle måneder siden, men fotografierne er samlet over en periode på tre år. Der er skuet tilbage i arkivet og fundet en sammenhæng.

”Det interessante er, hvorledes ting forandrer sig. Som regel tager jeg billeder og fremkalder dem, men så kan det være, jeg først kigger på dem igen et halvt år efter. Jeg går aldrig ud og fotograferer noget bestemt – det er altid på ”slump”.”

Kristina skal deltage i gruppeudstillingen The Devil is in the Detail i Hamborg inden for en måned, men hun ved endnu ikke, hvordan trærammekonstruktionen skal tage sig ud. Den skal være en reference til Le Corbusiers måde at arbejde på. Af praktiske årsager forsøger han ofte at skabe en multifunktion, f.eks. et rum med flere funktioner.
Ved at konstruere dobbeltrammer skaber Kristina denne multifunktion, og hun eksperimenterer for øjeblikket med, om de skal kunne åbnes op, så der også kan være noget inden i.

”Rammekonstellationen har taget 1,5 måned på SVK, og den er jo ikke færdig endnu. Om et værk kan stå alene, ved man først, når det er færdigt. Det bliver måske et mærkeligt objekt, som ikke egner sig til at stå alene. Nu har jeg heldigvis titlen “La Maison du Fada” – The Nut House, så det er ok, hvis det bliver lidt mærkeligt, siger hun og griner. Men det må man jo tage stilling til. Nu blev jeg inviteret til den udstilling i Hamborg, og det vil jeg gerne. Så må jeg tage det, jeg har gang i lige nu. Man kan godt være bange for at sige noget med sit værk, som man senere vil synes er forkert, men det er ok, for det er jo en del af dét at være menneske. Når jeg ser en udstilling, kan jeg også godt selv lide, at man kan fornemme mennesket bag værket.”

Concrete Head
Min hat, den har tre buler” er oprindeligt en tysk børnesang, som er oversat til flere sprog. Sangen er en del af et værk, som Kristina også arbejder med under sit ophold på Statens Værksteder.

Det er sådan et associationsværk” – Kristina peger på en træhat, som hun har placeret oven på en bog. ”Da jeg arbejdede med sangen, fandt jeg denne hat.

IMG_2076_edit

På et residency ophold i Buenos Aires fandt Kristina bogen ”Människan och hennes symboler” skrevet af C. G. Jung. Der var en side, der var trykt forkert, så teksten gled forskudt ned ad siden. Associationer blev skabt til krop og balance.

Jeg fandt bogen og hatten i samme periode, og på samme måde, som jeg arbejdede med teksten og sangen, måtte jeg også arbejde med hatten. Jeg ved ikke helt, hvad koblingen er endnu, men jeg tror, det er noget med kundskab.”

Idéen er at støbe hatten i silikoneforme i ti udgaver med forskellig pigment, så de alle får deres eget udtryk. Hatten kan dekonstrueres – skilles ad i stykker og samles igen.

Det er en gammeldags ”gentleman’s” hat, og Kristina refererer til den jungianske tankegang – at man kan bryde den op og separere den. Hun ser den som et billede på det maskuline og det pompøse, som også ligger i Le Corbusier i den forstand, at man kan ekspandere, minimere eller dekonstruere den alt efter behov.

Børnesangen er et bevis på at forsøge at forklare noget via dets attribut. En hat har ikke nødvendigvis tre buler i dag, ”men det er jo også ok, at man synger om en gammel hat”, pointerer Kristina.


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få information om arrangementer, ansøgningsfrister og meget mere.

Latest News From the Workshops

Deadlines / events / articles

Subscribe to Newsletter