Oversigtsbillede fra Daniel Svarres udstilling “Give me shelter” på Overgaden i 2007.
www.overgaden.org
Læs om Daniel Svarre på SVK her.
I atelieret på plan 2 i Gl. Dok Pakhus finder man lige nu den unge billedkunstner Daniel Svarre. På Statens Værksteder har han fundet fysisk plads og kompetent rådgivning til sine store skulpturprojekter.
Af Ida Sofie Minke Anderson, 2007
Kunstneren arbejder frem mod en udstilling på Overgaden – Institut for Samtidskunst, som åbner i starten af maj. Her skal han bidrage med en hel række af skulpurer, som i deres samlede fremtoning kommer til at kommunikere sammen og danne en total installation – en psykologisk tolkning af begrebet urbanitet, forklarer Svarre selv. De skulpturer, han arbejder på, kommer til at bestå af en type “skeletter” udført i træ og metal og beklædt med tøj, som han har en syerske til at lave.
Daniel Svarre søgte umiddelbart til Statens Værksteder for at få muligheden for at lave projekter, som er i stor skala, men også for at kunne opnå en stor præcision og finish i sit arbejde. Derfor ansøgte han både om adgang til et atelier og til træ- og metalværkstederne.
Han beskriver sin arbejdsproces som indeholdende mange aspekter – og der kommer hele tiden nye til. “Jeg søgte et rum til at realisere de store projekter. Mine skulpturer arbejder sammen, de skaber en fortælling imellem hinanden, som hele tiden udvikler sig. Her på Statens Værksteder kan jeg sætte skulpturerne op, som jeg har forestillet mig. Her har jeg et rum, hvor det rent fysisk er muligt,” fortæller Daniel Svarre.
Værkstedskonsulenter kommer med råd og løsninger
Han understreger, at det er vigtigt for hans proces at kunne benytte træ- og metalværkstederne så meget som muligt. “Derigennem får jeg også mulighed for at opnå kompetence inden for den proces, jeg har kastet mig ud i, specielt i forhold til de større projekter, som kræver en helt anden struktur, end det jeg tidligere har arbejdet med. Jeg er så heldig at have atelier lige ved siden af træværkstedet. Det betyder, at jeg kan rende frem og tilbage imellem de to rum og præcisere projektet,” siger han. Han roser de to værkstedskonsulenter for at have været gode til at komme med råd og løsninger i forhold til at skabe en solid konstruktion, men også en konstruktion, som er bygget ud fra de æstetiske forestillinger, han har haft.
Normalt er det nødvendigt for Daniel Svarre at opsøge forskellige værksteder i processen, hvilket er tidsmæssigt krævende og ikke mindst bremsende for det kunstneriske arbejde, men på Statens Værksteder har han faciliteterne samlet, og det giver også rum for de mange eksperimenter undervejs. Pladsforholdene betyder desuden, at det har været muligt for ham at lade syersken sidde og arbejde på stedet, hvilket med hans egne ord er med til at gøre arbejdsprocessen mere professionel.
Mødet med andre faggrupper giver ny inspiration
For kunstneren er der også andre elementer, som er vigtige ved et arbejdsophold på Gl. Dok. “Her møder jeg folk fra andre kulturelle fag, som jeg i min proces er meget inspireret af. Design for eksempel. Den konstellation, som træværkstedet har, betyder, at der er en masse møbeldesignere, som arbejder derinde. Det er en meget givende proces, når man mødes og snakker om det, man arbejder med. Jeg kan få gode råd fra dem i kraft af deres uddannelse, og de mange aspekter kan man mikse – det er guld værd,” fortæller han.
Han finder, at det er noget, som gør hans proces nemmere at gå til, og samtidig kommer mødet med andre kunstnere og designere også til helt konkret at udmønte sig i inspiration til nye projekter. “Det værdifulde ved et ophold på Statens Værksteder er en kombination af disse ting – faciliteterne og mødet med andre – det hele spiller sammen,” understreger Daniel Svarre.
—-
Om kunstneren:
Daniel Svarre er født i 1976. Han startede sin kunstneriske uddannelse på det Fynske Kunstakademi og har siden taget en Master of Fine Arts in Visual Art på Malmø Kunstakademi. Siden 1999 har han udstillet på flere gallerier og udstilingssteder her hjemme såvel som i Tyskland, Norge, Sverige, Tyrkiet og Spanien.
Han arbejder hovedageligt med skulptur og tegning, og i sin kunst beskæftiger han sig med relationerne mellem æstetiske og socialpolitiske spørgsmål, hvor fokus ligger på en afsøgning af sociale grupperinger og konventioner samt følelserne omkring begær og angst.
I december kunne et udvalg af hans tegninger ses på udstillingen ‘Artists Choice’ på Helene Nyborg Contemporary i Valby, og fra d. 4. maj kan hans skulpturer ses på Overgaden – Institut for Samtidskunst på Christianshavn, København.