Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Efter at have assisteret væver, Anne Mette Larsen, på den store tæppevæv i væveværkstedet har Sofia Hagström Møller fået en erfaring, som hun ønsker at give videre til nye generationer.
Med Anne Mette Larsens trendrest på fire meter, kan Sofia Hagström Møller sammen med Anna Bruun Kristiansen nu tilegne sig egne erfaringer med at væve i stor skala.

Oktober 2026

Den store tæppevæv på Statens Værksteder er helt unik i sin skala, men bliver desværre efterhånden sjældent benyttet. For år tilbage var væven ofte i brug til store bestillingsopgaver; blandt andre var Vibeke Klint, Puk Lippmann og Bodil Bødker flittige brugere af væven. Nu, hvor den står stille, er vi bekymrede for, at den viden og erfaring, som tidligere brugere har udviklet på væven, vil gå tabt. Vi ønsker, at væven og den tradition, der følger med den, fortsat vil udvikles.

De store håndvævede tæpper gør det muligt at skabe unikke, stedspecifikke designs til offentlige rum. Vi er af den overbevisning, at håndvævede tæpper er mere bæredygtige, da de bliver skabt til helt specifikke omgivelser i samarbejde med slutbrugeren og i en høj, slidstærk kvalitet.

Vi arbejder begge eksperimenterende og frit med vævning og har en del tilfælles i vores tilgang til faget. Men vi er også forskellige og interesserede i, hvordan vi kan udvikle os ved at arbejde sammen side om side. Den store tæppevæv kræver nemlig, at man er mindst to, der arbejder sammen, for at kunne manøvrere det store slagbord og bommesystemet.

Vi delte trenden op og vævede hver vores stykke sideløbende. Vi eksperimenterede med farver og stribeforløb, men holdt os til én kvalitet – en, der egner sig til et slidstærkt tæppe. Vi udfordrer dermed os selv ved at arbejde med en mere traditionel væveteknik og ved at lade os påvirke af hinanden i væveprocessen. Vi er begge uddannede i en tid, hvor de digitale redskaber fyldte meget, og har derfor ikke stor erfaring med klassisk tæppevævning. For os er det vigtigt at lære denne tradition, så vi ikke mister værdifuld viden i faget.