Under sit godt tre måneder lange ophold på Statens Værksteder for Kunst har Jeppe Søndergaard Hansen udviklet storskalaskulpturer til en gruppeudstilling på Gammelgaard i 2027, hvor tretten keramikere undersøger skulpturalitet med afsæt i deres kunsthåndværksmæssige baggrunde.
August 2026
Opholdet har gjort det muligt at arbejde i en skala, hvor både processen og værkerne ændrer karakter. Når konstruktionerne vokser, bliver de i stigende grad påvirket af deres egen vægt, tørring, svind, og kontrollen over formen må i endnu højere grad deles med materialet under brændingen.
Udgangspunktet er murstenen som form, objekt og materiale. Murstenen er et industrielt, standardiseret byggemodul, som vi forbinder med styrke og stabilitet, men den er i sin oprindelse ler. Ved at indlægge fundne mursten i konstruktioner af stentøjsler undersøges spændingen mellem den faste geometri og materialets mulighed for at forandre sig.
Med udgangspunkt i murværkets forbandter har Jeppe opbygget åbne gitterstrukturer i stor skala. Lange pølser af ler er samlet og garneret lag for lag til mønstre, der gradvist bygges i højden, så fugerne mellem murstenene bliver selve formen. I den store skala bliver konstruktionen både et billede på murværk og en fysisk undersøgelse af dets logik: søjler, samlinger og rytmer skal hele tiden tilpasses lerets tørhed, svind og bevægelse.
I Porøse Grænser er tre fundne mursten indarbejdet i gitteret. Under stentøjsbrændingen deformeres både ler og mursten. Murstenenes tyngde forskyder konstruktionen, mens varmen får dem til at flyde ud over og ned gennem gitteret. Den præcise geometri giver efter for varme, tyngdekraft og materialernes indbyrdes reaktioner. Det, der er bygget med præcision, står efter brændingen som en forskudt og mere organisk form.
Også overfladerne er udviklet gennem en lagdelt proces. Forskelligfarvede begitninger er sprøjtet på i mange lag, så de på afstand kan fremstå bløde og næsten fløjlsagtige, mens de tæt på bliver ru og taktile. Glasurer tilfører yderligere dybde og forskydninger i farvetonerne.
Brændingen er således ikke kun værkets afslutning. Det er her, materialernes indbyrdes kræfter for alvor træder frem, og hvor den form, der er bygget op, møder den form, som materialet selv frembringer. Arbejdet bevæger sig mellem konstruktion og opløsning, natur og kultur, kontrol og tilfældighed – og undersøger samtidig den porøse grænse mellem håndværk og skulptur.
