Pernille Kløvedal Helweg har arbejdet i atelieret på plan 5 med en række portrættegninger af afdøde forfattere, poeter og billedkunstnere, som står centralt i hendes hukommelse og i en kunstnerisk fødekæde.
Oktober 2026
»Træerne vokser ikke ind i himlen/Men de vokser ud i luften, som vi ånder/og ned i jorden til de døde/som vi savner. Og det er alt nok«. Søren Ulrik Thomsen
Som barn elskede jeg at kravle højt op i træerne og lade mig falde ned igennem grenene. Det gør jeg ved gud ikke længere. Nu tegner jeg træer uden blade med dybe furer i barken. Nogle af træerne er døde, men forsat vigtige som led i en fødekæde.
Omkring årsskiftet 2025-26 døde pludselig en håndfuld jævnaldrende kunstnere, og jeg begyndte at tegne dem.
Det føltes naturligt at lade deres portrætter indgå sammen med træerne, og siden er projektet vokset.
De fleste har jeg kendt personligt, og en del af dem har jeg arbejdet og rejst sammen med, og nogle af dem har jeg boet i kollektiv med. De har været til stor inspiration for mig – og for mange andre.
Hver kunstner får sit eget træ med et citat af kunstneren, skåret ind i barken.
Jeg forestiller mig en udstilling, hvor portrætterne vises samlet, som et billede på en tid, der snart er fortid. En tid, hvor der var overskud til drømme om en bedre verden.
Jeg er nu 80 år og har vendt timeglasset og begynder forfra i en anden tidszone. Jeg bruger teknikken, trace monotype – en trykteknik, der kombinerer tegning og tryk uden trykpresse. Jeg har brugt sort farve af etching ink.






