På Statens Værksteder har Anne Langgaard arbejdet med den grafiske del af Folding Nations, som vises på Udstillingsstedet Sydhavn Station. Projektet undersøger grænser som både geografiske, politiske og mentale konstruktioner.
April 2026
Grafisk arbejde med grænser
Det grafiske arbejde tager afsæt i samtidige grænsekonflikter med reference til Uppsala Conflict Data Program. Ifølge deres opgørelser blev der i 2024 registreret 61 statsbaserede konflikter og 11 krige, hvor uenighed om nationale grænser var en direkte årsag. Disse grænser danner et konkret bagtæppe for værkerne og er overført til kobberplader gennem ætsning, koldnål og akvatinte.
I arbejdet med grafik har jeg været optaget af dybtrykkets fysiske og materielle sprog – hvordan ridser, ætsninger og lag kan spejle landskabets og historiens aflejringer. Gennem eksperimenter med akvatinte, ætsningstider og flerlag har jeg opbygget overflader, hvor spor ophobes, brydes og forskydes. De grafiske kobberplader fremstår som koncentrationer af disse processer, hvor grænser fra krige og konflikter er indridset og ætset som overlappende bevægelser.
Oprindeligt var intentionen at arbejde med grafiske tryk på papir. Under opholdet blev det imidlertid tydeligt, at det i højere grad var selve kobberpladerne, der bar værkets betydning. Hvor trykket fastlåser et motiv og afslutter en proces, forbliver kobberpladen åben. I kobberet bliver grænserne ikke gengivet, men indskrevet som fysiske spor og peger dermed på, at grænser ikke kan fastfryses i et endeligt billede.
Kobberet er samtidig et aktivt materiale, der løbende forandrer sig. Overfladen oxiderer og udvikler sig, hvilket tilfører værkerne en tidslig dimension. Hvor trykket fastholder et motiv, forbliver pladen i bevægelse. Grænser fremstår derfor ikke som faste, men som noget konstant forhandlet og i opløsning.
De 19 grafiske kobberplader indgår i installationen Folding Nations / Foldede Nationer sammen med 254 håndfoldede porcelænsfly. Hvor flyene fremstår fastfrosne og skrøbelige, repræsenterer kobberpladerne en langsom bevægelse. Sammen peger de på en verden, hvor det, der synes fast, konstant er under forandring.










