Martha Skou har arbejdet på et research- og udviklingsprojekt til en kommende udstilling på Horsens Kunstmuseum i foråret 2026. På tekstiltrykværkstedet har hun været optaget af at udforske potentialet i indfarvning, tryk og udbrænding. Hun har eksperimenteret med disse teknikker for at integrere nye metoder i sin praksis og for at blive endnu mere raffineret og detaljeorienteret i sit arbejde med udbrændingsteknikken.
April 2025
Inspireret af de fire bølgeegenskaber; bølger kan interferere, bølger kan gå om hjørner, bølger kan reflekteres, bølger kan brydes – har jeg frembragt en række visuelle “opskrifter”.
For at frembringe en visuel interference har jeg skabt forskydninger ved at kombinere hvid- og farveætse samt ‘tørretryk’. ‘Tørretryk’ er et navn, jeg selv har fundet på under mit arbejde med, hvordan der kan skabes linjer, mønstre og former ved at eksperimentere med tørretid. Jeg har malet med ufortyndet trykfarve direkte på tekstilet og efterfølgende lagt et stencil på den våde farve og så sat fuld ventilation på. Hermed har jeg opnået forskellige resultater alt efter skala og tiden, det har taget for tekstilet at tørre. Jeg har malet vådt i vådt og vådt på tørt og leget med migrationslinjer; der hvor det våde møder det tørre.
Jeg har affarvet seks meter lange tekstiler i udvaskningskarrene med brug af forskellige afblegningsmidler og efterfølgende malet dele af det afblegede område. Efterfølgende har jeg dampet tekstilerne for at fiksere farven.
Jeg har testet forskellige kombinationer af ætsetryk og udbrændinger med forskellige fortykkelser og malet med reaktive farver direkte på hvidt tekstil og oven på et allerede fikseret pigment-print. Med den store varmepresse har jeg trykt transfertryk lag på lag og med overlap.
Både i stor og mindre skala har jeg kombineret forskellige teknikker på kryds og tværs med en konstant bevægelse mellem at trække fra (affarve / ætse / udbrænde) og tilføre (farve/pigment).
Jeg har lavet test med farve-ætse og fjernet farve, samtidig med at farve er blevet tilføjet.
Min model af museumsrummet i 1:20 har jeg brugt til visualisering af en tekstil installation og flere skulpturelle værker.