I foråret 2024 opholdt Mathias Dyhr sig med Kunstteater på Statens Værksteder for at producere performanceudstillingen Haute Ecole til Kunsthal Rønnebæksholm.
Juni 2024
Haute Ecole tager afsæt i dressur og opdragelse, når Dyhr undersøger disciplin og de forskellige bagvedliggende opmuntrings- og repressionssystemer, der er til stede i et europæisk dannelsesideal.
Den 1200 m2 store lade danner rammen om udstillingen, hvor det kunstneriske uddannelsessystem, selvovervågning og disciplin bliver undersøgt i et dramatisk billedkunstnerisk udtryk. Der er gjort brug af installatoriske elementer som lyssætning, kæmpestaffelier, tegning og store figurative skulpturer. I to større performances vil publikum have mulighed for at møde styltekaraktererne Baby og Foal, spillet af cirkusperformerne Michiel Tange van Leeuwen og Ylva Maia.
Titlen Haute Ecole (den høje skole) er lånt fra klassisk hestedressur og beskriver den højeste form for dressering, hvor heste tilsyneladende ubesværet letter fra jorden i avancerede og højæstetiserede spring.
I denne sammenhæng refererer begrebet ikke kun til menneskers tilretning af heste, men også til menneskers tilretning af hinanden ud fra kulturelle ideer om, hvad der anses for at være god og acceptabel adfærd. Med referencer til så forskellige domæner som bl.a. kirke, uddannelsessystem og hesteopdræt, kaster Dyhr et kritisk og nysgerrigt blik på dannelse. Han inviterer os ind i et univers, hvor det æstetiske og det sociale ikke kan adskilles, og hvor grænserne mellem værdsættelse og dom, underkastelse og dominans, prægning og aflæring hele tiden flyder ud.
I atelier Store Formater har Mathias Dyhr skulptureret og formgivet et stort hestehoved som kostumedel til styltekarakteren Foal. Formgivningen blev indledt med et forlæg i ler, der dernæst blev forstørret og udskåret i isoleringsmateriale. Hestehovedet blev udstyret med en indvendig hjelm og siden lakeret, bemalet og stylet.