Med udgangspunkt i en stærk fascination af træet som materiale og dets potentiale skaber Eske Rex værker i stor skala. Sporene, der efterlades i processen, forbliver synlige og bidrager på den måde til værkernes endelige udtryk og mange fortællinger. Hans arbejde i Store Formater går i to retninger: flækkede egetræsplanker hvisker om de træer, de engang var, mens stramt komponerede træskulpturer taler om menneskelig kultur og tæmmet natur.
Alt er lavet af træ; de store skulpturer, der ligger på gulvet, hænger på væggene og står lænet op af dem, konstruktionerne, Eske har bygget som værktøjer til at skabe skulpturerne, svedkasserne, han damper egetræsplanker i, transportkasserne, det hele skal fragtes i. Han er flyttet ind i Store Formater med alt sit værktøj og en masse maskiner: båndsav, rundsav, stiksav, pladesliber. Og han har haft flere forskellige fagligheder til at hjælpe sig: en båd- og modelbygger, en billedkunstner, en arkitekt.
Ukontrollerede processer: træets eget ansigt
”Jeg trækker mig ret meget tilbage i forhold til at formgive”, fortæller Eske om processen med det ene af de to projekter, han arbejder på. Han videreudvikler et koncept, som består af udfoldning af egetræsplanker. Selvom han arbejder efter en stram køreplan, sker der uforudsigelige ting i udfoldningsprocessen: ”Det magiske er, at der er et overraskelsesmoment, idet træets eget liv, dets personlighed og karakter går ind og bliver medskaber af udtrykket”, siger han om bl.a. vinklen på træets udfoldning og de mønstre, der opstår i træet under dampningen.
Proceduren er enkel og processen delvis ukontrolleret: Eske finder en egnet egetræsplanke på savværket, skærer den tværs igennem til ca. midtpå, placerer den i en svedkasse bestående af en trækasse med hul i, hvor damp føres ind via en slange og en kedel med vand, der varmes op til kogepunktet. Dampen blødgør træfibrene og efter ca. en halv time tages planken ud. Mens en hjælper står og holder godt fast i den uopskårne ende, vrider Eske de to lameller fra hinanden i en udfoldning. Herefter spændes planken fast i udfoldet position med skruetvinger og senere igen placeres benene i en specialbygget fod (også af træ), så de beholder formen. Trods den enkle procedure er ”det, der sker ved udfoldningen ikke helt til at styre – træet finder sin egen vej”, fortæller han.
For eksempel indeholder egetræ garvesyre, som varmen i svedkassen trækker ud af træet, så der dannes mønstre på indersiden af lamellerne: ”unikke aftegninger, træets ansigter”, siger Eske. De er spor efter processen, men bidrager samtidig i høj grad til værkets udtryk ved at mime træets naturlige åretegninger. ”Det er interessant at blive inviteret ind i planken”, siger Eske. Der opstår en dialog mellem planken – det behandlede stykke træ, det menneskeskabte, kulturen og det, den kommer fra – det levende træ, det organiske, naturen.
Styrede processer: en mangfoldighed af billeddannelser
Det andet projekt består af mere styrede processer, hvor der forud for hvert værk findes en idé, et billede, en skitse, som Eske arbejder ud fra og forsøger at nærme sig i arbejdet med træet: ”Det væsentligste er at få de billeder ud, som jeg har tænkt og tegnet”, fortæller han.
Hvor de udfoldede planker er på vej tilbage til naturen ved at mime den, ”så kommer de her fra kulturen”, siger Eske. Træskulpturerne minder om flere forskellige ting: masker, pupper, både, mumier. ”Jo flere billeder, jo bedre”, siger Eske, som bl.a. kalder dem sjælebeholdere; ”bærere af noget på et højere plan”.
Samtidig med at interessere sig for det æstetiske og associative ved skulpturerne, interesserer Eske sig også for konstruktionen, håndværket, for de teknikker og instrumenter, man har benyttet til at skabe ting gennem tiden.
Et godt eksempel på, hvordan de processuelle spor bidrager til værkernes udtryk, er en gitteragtig konstruktion, der kan hænge på væggen, og som er samlet ved hjælp af skumlim, som endnu er synlig, og klammepistol, hvis spor leder tankerne hen på borebiller og giver et ældet udtryk til skulpturen. Sporene udvider muligheden for billeddannelser ved at fortælle om værkets tilblivelse, og så tilfører de desuden arbejdsprocessen en grad af tilfældighed og overraskelse, fordi maskiner, værktøj og materialer bliver medskabere.
Spændformer og andre konstruktioner, der fungerer som værktøjer til at skabe de egentlige værker, og som udelukkende er skabt ud fra en tanke om funktion, kan blive noget i sig selv, få en egen skønhed. På samme måde med dem, Eske kalder in betweens, som først og fremmest er procesnedslag, afprøvninger af forskellige metoder og udsagn, men som, måske netop pga. viften af billeder og de processuelle fortællinger, de bærer i sig, får værkkarakter.
Det er interessen for natur og kultur, for håndværket og den stærke fascination af træet, dets egenskaber og personlighed, der binder de to projekter sammen.
Skrevet af Helene Johanne Christensen
