Hop til indholdet.

Projekt

Logikken i regn

2016 / Kunsthåndværk

Tekstildesigner, Helle Rude Trolle, arbejder på to vævede tekstiler og skaber med dem en visuel fortælling om regn. Hun ønsker at undersøge, om regnen har sin egen særlige logik, der kan omsættes visuelt gennem vævede strukturer og mønstre.

Maj. 2016

Væveværkerne tager udgangspunkt i Helles rejse til Japan i november 2015. I Japan er regn et visuelt tema i billeder, træsnit og katagami-tekstiler, som er printede, dekorative mønstre og strukturer på kimonotekstiler. Under sin rejse har Helle indsamlet sit garn og skitser til projektet.

Data som styrende princip
Temaet er en fortsættelse af Helles projekt Watch the Weather Change fra 2012, hvor hun har arbejdet med at visualisere data over det danske vejr i 2011. Her har hun udviklet en teknik, hvor en 3-lagsvævning danner en reliefvirkning i tekstilet. Teknikken og vejrtemaet arbejder hun videre med i Logikken i regn.

Helle har under sit nuværende ophold arbejdet på to forskellige tekstiler, hvoraf det ene er skabt med udgangspunkt i konkrete data fra DMI. Forskellige målinger af nedbørsmængden i december 2015 styrer både farve-, binding- og strukturvalg. Således svarer en række i tekstilet til en dag i måneden. Helle benytter en computerstyret ARM-væv, fordi 3-lagsvævningen kræver adgang til 24 skafter og to bomme. Hun indtaster sine data for nedbør på computeren, men det er hendes egen fornemmelse for komposition, der styrer farvevalget i tekstilet. I sin dobbeltbinding benytter hun et begrænset udvalg af farver, og inden for denne farveskala fornemmer hun, hvordan regnen bedst udtrykkes.

Et poetisk regnvejrsbillede
I Helles andet tekstil visualiserer hun regn, som hun forestiller sig den falde i løbet af en time. Kompositionen er dannet ud fra hendes egen fornemmelse og er således ikke styret af data. Hun arbejder med forskellige forskydninger af linjer for at indfange regnens poetiske rislen. Helle har fundet det befriende at arbejde med de to tekstiler samtidigt, fordi hun har kunnet veksle mellem den eksakte gengivelse af data og samtidig arbejde alene ud fra en egen fornemmelse for komposition. Hun er konstant nødt til at tage stilling til de kunstneriske valg og kan ikke blot lade udefrakommende faktorer styre tekstilets udtryk.

Under sin rejse til Japan har Helle indkøbt iriserende polyestertråd omviklet med folie, som fanger lyset og reflekterer det på samme måde som kondenseret vanddamp. Hendes tekstiler er tosidede, fordi 3-lagsvævningen gør det muligt at væve mønstre på begge sider. Mht. farvevalg har Helle forsøgt at indfange farverne i det diffuse lys, som opstår, når man kigger ud af vinduet. Regnen tager farve efter, hvad den falder foran og på, og hun er således endt op med en grålig, blågrøn og douche rosa farvepalet.

Regnens foranderlighed
I Danmark har vi ikke den japanske tradition med en visuel side af begrebet regn, men vi har ikke mindre end 29 forskellige ord for regn. Vi lever med regnen mange dage om året, og for Helle har det været fascinerende at opdage, at måden, hvorpå regnen falder er styret af tilfældigheder:

”Regnen falder vilkårligt. Der er ikke nogen logik i regnen, hverken i mængden, der falder, i tidspunkterne for, hvornår den falder eller i dens udseende. Sommetider kan man se regnen, andre gange er den usynlig. Det er denne foranderlighed, jeg har prøvet af indfange,” forklarer Helle.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260