Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I et manisk skulpturtog bliver insektfund og tingsamlinger organiseret i sindrige skuffe- og hyldesystemer. I forberedelserne til ENTOMOLOMANI har Lisbeth Bank og Pernille Bøggild haft deres arvede sommerfuglesamling under dissektionskniven for at bygge et univers op omkring entomologens samlermani og systematiseringer.

Afrevne sommerfugleben stritter ud fra de lange insektnåle. Bundter af kviste og syltetøjsglas hober sig op i krogene.

Ansamlingerne af ting ligger endnu spredt omkring i Lisbeth Bank og Pernille Bøggilds atelier, men med deres langstrakte værkstedsvogntog bliver de mange insektdele og dissektionsredskaberne organiseret i skuffesystemer og sindrige opstillingstableauer. Møbeldelene skal forme et ni meter langt skulpturoptog sammensat af rullende vogndele og stationære opbevaringssystemer, hvor publikum kan gå på opdagelse.

”De her vogne kommer til at blive overlæssede med alle mulige sager. Vi samler på teposer, avokadosten og æbleskrog. Det handler om systemer og organisering,” forklarer Lisbeth.

Det samlermaniske tog, der genererer skulpturer
Med udgangspunkt i entomologens nærstudier af insekter bygger duoen deres samlermaniske tog. Et tog, der både mimer entomologiske systematiseringer og samtidig digter videre på et univers, hvor man ordner naturen i sirlige systemer for at observere og eksperimentere med dets enkeltdele.

”Vi piller sommerfuglene fra hinanden. Det handler om at skabe en ny natur ved at sætte dem sammen på nye måder. Vi arbejder i et grænseland, hvor man ikke rigtig kan se, hvad der er et følehorn eller en støvdrager fra en blomst,” forklarer Pernille.

Toget skal indgå i duoens udstilling ENTOMOLOMANI til Landskrona Konsthall i 2018, hvor møbelkonstruktionerne skal fungere som fødekæde.

”Det er grundelementerne i vores værkstedsvogn, der genererer skulpturer til resten af udstillingen. Alle de her små eksperimenter, der foregår på vognen, er forstudier til større skulpturer. Man må godt få en lidt manisk fornemmelse,” forklarer Lisbeth.

Samarbejdet om insektundersøgelserne startede flere år tilbage, da Pernille og Lisbeth arvede en samling af 83 sommerfuglekasser fra Natur Bornholm. På træværkstedet er arbejdet med møbelelementerne til insektdelene foreløbigt blevet til et skuffedarium, modeller af drejeskiver og en høj geometrisk søjlekonstruktion – og meget mere, der i opstillingen forbinder sig med hinanden gennem planker og overlap.