Laura Baruëls projekt er et udstillingsprojekt med eksperimenterende tekstil- og beklædningsdesign. Projektet skal udstilles på Kunstindustrimuseet i forbindelse med, at museet laver en større udstilling af deres 1700-tals samling. Udstillingens omdrejningspunkt er 1700-tallets særlige interaktion mellem forskellige kulturer. I projektet ”With Love from China” arbejder Laura Baruël med dette tema ved at tage udgangspunkt i 1700-tallets inspiration fra kinesisk kunsthåndværk og kultur – kinamoden. Hun har valgt dette perspektiv, da udvekslingen og konfrontationen mellem det europæiske/vestlige marked og det kinesiske marked også er et aktuelt emne. Mødet med ”det fremmede” og andre tanker om materiel kultur gør, ifølge Laura Baruël, vores liv og verden større, befrugter og udfordrer vores kultur, livsanskuelse og vores kunsthåndværk og design. Hendes tekstil-installationsprojekt poder således elementer fra europæisk rokoko med elementer fra den globale nutid og elementer fra kinesisk kunst og kunsthåndværk med det sigte at afsøge muligheden for en visuel vision om en fælles frugtbar og global fremtid.