Kunstnergruppen N55 arbejdede intensivt i 2008 med at realisere deres gående hus på Statens Værksteder.
Huset består af en række moduler fremstillet i træ og metal, som tilsammen udgør en bolig, hvor en familie kan få dækket de basale behov. Huset kan gå ved hjælp af solenergi, og projektet beskæftiger sig med det nomadiske liv både historisk og i nutiden.
I oktober samme år tog huset så sine første skridt, og siden er det blevet fragtet til Cambridge i England, hvor den engelske presse fulgte godt op på historien om det hus, der kan være en af fremtidens løsninger på bl.a. det stigende problem med oversvømmelser.
Huset er blevet udstillet i Cambridge og vist i det offentlige rum i Danmark.