Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Unn Aurell Hanssons ophold i grafikværkstedet har handlet om at eksperimentere med at trykke digitalt renderede billeder ved hjælp af fotogravure som en måde at »fremkalde« billederne på.

Marts 2025

Formålet med opholdet var at undersøge, hvad teknikken kunne tilføre af materialitet og dybde til mine billeder. Jeg ville også gerne prøve at arbejde med plader i større formater end tidligere. Mine motiver er interiører med skygger og en serie billeder af miljøer med reflekterende overflader.

Jeg har arbejdet med FP-plader med lysfølsom emulsion, som belyses med et print på en transparent film og et akvatinteraster. Derefter fremkaldes det i vand.

Jeg startede ud med nogle små tryk for at blive fortrolig med udstyret i værkstedet, se hvordan de digitale billeder skulle justeres for at give ønskede resultater og for at teste belysningstider.

Efterfølgende forsøgte jeg at arbejde med nogle større plader, i A1-format. Det viste sig at medføre en del problemer, blandt andet fordi det var svært at opnå en jævn belysning af pladen, hvor den blev underbelyst i kanterne. Jeg besluttede at gå videre med lidt mindre plader (omkring A2-størrelse).

Jeg har eksperimenteret med forskellige grader af transparens i tryksværten, for at opnå større variation i gråtoner og et mere flydende, gennemsigtigt udtryk i nogle af billederne.