Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Når man træder ind af døren til atelier Store Formater, bliver man mødt af lette sejl i varme farver og mønstre, der er sirligt klippet eller hugget ud ved håndkraft. Her arbejder tekstilkunstner Grethe Wittrock på et udsmykningsoplæg til et nyt kræfthospital i New York. 

Hospitalet har udstukket opgaven med udgangspunkt i arkitektens tegninger, der viser værker på væggene i loungelignende omgivelser med douche og nedtonede farver. Imidlertid er det vigtigt for kuratoren at pointere, at der ønskes “warm and welcoming colours” så patienterne kan føle sig velkomne og behageligt til mode.

Grethe udnytter atelierets brede vægge og høje lofter til visualisering af udsmykningen, som involverer store indfarvede sejl, der i Grethes tilfælde fungerer som lærred, og som man roligt kan sige er hendes kunstneriske varemærke.

De store sejl har hun hvervet fra forskellige sejlklubber, men det er ikke til at se, at de rent faktisk har været sejl, når de først har været bearbejdet i Grethes kyndige hænder. Nogle ligner fuglevinger, andre kunne være et udsnit af Georg Jensen Damask’s seneste kollektion, og andre igen tager form som vejrende faner i vinden.

Omfavnelse af materialets iboende kvaliteter 
Den stoflighed, som sejlene repræsenterer, er let og luftig samtidig med, at materialet fra de mange år på havet i al slags vejr giver indtryk af råstyrke, udholdenhed og håb. Et budskab, som det kan være kærkomment at viderebringe til kræftpatienter på et hospital.

Grethe bearbejder og indfarver sejlene i hånden. Hun udnytter deres særegne strukturer i sømme og syninger, slidmærker og bindebånd til udformningen af de skulpturelle værker. Således kan sømmene illudere rygsøjler og syningerne kan indgå som en del af mønsteret.

”Jeg vil hellere lave mønstret i hånden fremfor på en maskine, også selvom det tager meget længere tid. Jeg synes, udtrykket bliver mere personligt og levende, og desuden er samspillet mellem mig og materialets egenskaber ikke muligt at overføre til en maskine,” forklarer Grethe.