Kunstnerduoen J & K, Janne Schäfer og Kristine Agergaard skal arbejde frem mod en soloudstilling i Århus Kunstbygning, som finder sted fra d. 26. Juni – 15. August 2010. J & K skal lave en installation på et 400 m2 stort areal i kunstbygningen. Under produktionen af dette værk har de behov for et stort atelier, hvor installationen kan konstrueres på forhånd.
Janne Schäfer (DE) og Kristine Agergaard (DK) har arbejdet sammen i ti år. De mødte hinanden, mens de begge tog en bachelor på Chelsea College of Art and Design i London, og selvom de sidenhen har studeret og arbejdet i henholdsvis Berlin og København, så er samarbejdet over årene resulteret i en lang række forskellige udstillinger og performances.
Det færdige resultat omdannede Århus Kunstbygning til en kæmpestor tredimensionel collage, som besøgende kunne træde ind i – og op på. Udstillingen bestod af alt fra et patchwork der målte 9 x 9 m., til træskulpturer og sceneelementer med metalben. Der var også værker på papir, fundne objekter og ready-mades, alt fra yogamåtter og tæpper til en brændenældehave. Det betød en anderledes form for materialebevidsthed end i mange af J&Ks øvrige projekter, og som glæder Janne og Kristine, der oprindeligt arbejdede med henholdsvis skulptur og maleri.