Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Tyra Dokkedahl, Frida Sophie Vang Petersen, Victor Fayard Gammelgaard og Thais Espersen er de fire arkitekter, som sammen arbejder på boligprojektet ‘Relative regler’.

Jan. 2015

Projektet er baseret på en fællesskabstanke og en fleksibilitet til at indrette sig efter det enkelte menneskes behov.

Det hele begyndte med Tyra Dokkedahls afgangsprojekt til Arkitektskolen. Her undersøgte hun, hvordan Fristaden Christiania er organiseret rumligt og socialt samt byplans- og bosætningsmæssigt. Paradokset er, at mange gerne vil bo, som de gør på Christiania, men ingen arkitekter tegner derefter. Derfor satte Tyra sig for at undersøge det styrende for byområdets udformning. Ved at studere strukturen forsøgte hun at udlede regler og principper for området, som kunne overføres til ”normale” boligbyggerier. Det er det projekt, som de fire arkitekter nu viderefører på SVK.

Mulighedernes byggeri
Rygraden i modelbyggeriet er et grid svejset i metalværkstedet, som er styrende for dimensionerne i bygningen. Kernen i bygningen er en offentlig trappe, og både øverst og nederst skal befinde sig noget til offentligt brug f.eks. en park og en biograf. Folk inviteres derved ind i en bygning, som samtidig indeholder boliger, og det fordrer møder mellem privathed og offentlighed.

Udgangspunktet for arbejdsprocessen var det styrende grid, et offentligt rum (trapperummet) og terrænet bygningen opføres på. Ud fra det har arkitekterne bygget ind i modellen. Både det byggeri, de bygger i modelform, og selve arkitekternes arbejdsform er styret af en kollektivtanke. Organisk og dynamisk har byggeriet udviklet sig ved, at de hver især har tilbygget dele eller elementer, og hver arkitekt har ad hoc skullet forholde sig til forgængerens elementer.

Med projektet forsøger de at skabe en ny boligtypologi og har eksperimenteret med den gængse boligtænkning. Hvad sker der, hvis man placerer en grønthandler på 5. sal? Måske skabes et godt og tæt lokalmiljø, samtidig med at man inddrager offentligheden – hvem ved?
Arkitekternes mål er at bringe mere liv ind i et boligbyggeri. Liv som folk selv skaber, ikke liv som tegnes på en tegnestue: ”Vi skaber mulighederne for, at mennesker kan skabe liv.

Det sociale boligbyggeri
”Hvis man ser på København i dag, er alt programmeret. Folk ved, hvordan de skal agere bestemte steder, og der er ikke noget, der er op til dem selv at bestemme. Arkitekter tegner det hele, og så kan du gøre det ene eller det andet. Men hvad nu hvis man havde rum, hvis program opstod efter forskellige menneskers brug?” spørger Tyra

I boligblokken, som de fire arkitekter arbejder på, er ikke alt programmeret. Til eksempel forestiller de sig at bygge en repos, som alt efter behov kan agere terrasse for beboerne den ene dag og åbnes op som et marked den næste. Bygningen vil dermed udvikle sig alt efter hvilke mennesker, der flytter ind. Visionen for byggeriet vægter fællesskab samtidig med at værne om en individualitet.

Hver af de fire arkitekter bygger med de materialer, de ønsker. Det er et udtryk for, hvordan de ser det endelige byggeri. Der skal være mulighed for at indrette sig med de ønskede materialer, og så er håbet, at naboerne kan låne af hinanden. Ved at udveksle på tværs af skel blødes de faste rammer op, som styrer vores boligsituationer i dag.

Omvendt fremgangsmåde
Når modellen er bygget færdig vil gruppen overføre den til arbejdstegninger. Processen og fremgangsmåden er en anden (og en smule abstrakt) måde at angribe et boligprojekt på. ”Udviklingen er interessant. Den er procesorienteret, og det vi gør, er ikke tegnet på forhånd. Vi bygger først og tegner bagefter – den normale arbejdsgang in reverseforklarer Thais.

Det er planen, at modellen og arbejdstegningerne færdiggøres i løbet af foråret 2015. De fire arkitekter ønsker derefter at få materialet udstillet. En udstilling kan forhåbentlig ligge til grund for en dialog imellem beboere, arkitekter, borgere, bygherrer og andre aktører.


Projektet er i 2016 udtaget til at deltage på Biennalen i Venedig. Her er et uddrag af presseomtalen:

En model af drømme repræsenterer Danmark på Venedig Biennalen
Idéprojektet Én Model søger at skabe en arkitektur, der afspejler mange menneskers drømme om unikke boliger med godt naboskab, liv mellem husene – og en arkitektur, der kan udvikle sig i takt med drømmene og behovene til arkitekturen udleves og omdefineres. Netop derfor er Én Model udvalgt til den danske pavillon på La Biennale di Venezia 2016, årets største internationale arkitekturbegivenhed.

Ambitioner om en ny typologi for urbant boligbyggeri

Arkitektur er ofte tænkt og tegnet ud fra specifikke behov og den tid byggeriet er skabt i. Ikke mindst boliger står i eftertiden som monumenter over ét familieideal, ét behov, én tid. Projektet Én model tager udfordringen op og giver et bud på en foranderlig og fremtidssikret arkitektur, der bliver skabt i direkte dialog mellem brugere og arkitekter og dermed skaber forudsætninger for at livet kan opstå.

Ambitionen er en mere demokratisk, human og levende arkitektur – en ny typologi for urbant boligbyggeri, der kan rumme beboernes drømme i dag, i morgen og mange år frem. En fysisk model (heraf navnet på projektet) fungerer som dialogredskab mellem arkitekter og borgere, der leger sig ind i forestillingen og bliver samskabende. Modellen lægger form til tankesæt og visualiserer en mulig arkitektur,

En model for hvordan vi kan bo sammen
Med udstillingen ’Art of Many – The Right to Space’ sætter Danmarks pavillon påarkitekturbiennalen i Venedig netop fokus på den kunst, det er at skabe arkitektur af høj kvalitet til de mange. Under dagsordenen Pro Community udstilles Én Model projektet i form af en fysisk model i 1:50. Modellen viser, hvordan vi kan bo i fællesskab med andre uden at gå på kompromis med vores individuelle ønsker.

Én Model har et bygningsreglement, et program, som baserer sig på studier af, hvordan folk bygger og bor, når de bestemmer selv. Programmet giver et bud på, hvordan arkitekter kan overføre disse principper til nyt byggeri i byen og dermed skabe forudsætningerne for livlig dagligt brug og løbende ombygninger over år og generationer. Modellen rummer fælles funktioner som biograf, bibliotek, gartneri og selskabslokale med skybar i tilknytning til et gennemgående offentlig trapperum, hvor de private familieboliger, kollektiver, atelier og ældreboliger, hægter sig på og skaber liv i bygningen.

Det betyder en ny type boligbyggeri, hvor arkitekturen bliver et resultat af en direkte dialog mellem fagfolk og slutbrugere, som forhandler, deler, skændes og glædes i arbejdet med dialogen som ved en direkte byggeproces. Byggeriets liv og realisering foregår ad-hoc og i konstant dialog.

Én Model som dialogredskab og inspiration til debat
På idéplan visualiserer projektet en arkitektur, der afspejler livet, der leves i den. I virkeligheden søger Én Model at skabe en dialog mellem kommende beboere og arkitekter om, hvordan vi ønsker at bygge og bo – og dermed skabe rammerne for vores liv. Modellen fungerer som afsæt for dialogen, som de kommende beboere drømmer sig ind i og dermed begynder at tale med arkitektens udfra det arkitektoniske sprog.

Mere overordnet er Én Model også et bud på principper i boligbyggeri og planlægning, der tager afsæt i den menneskelige skala – bygningsmæssig som økonomisk. Som ét blandt flere samtidige forslag og initiativer (AlmenBolig+, Urbania m.fl.), der søger at nytænke boliger for almindelige indkomster og individuelle behov og drømme, bidrager Én Model med et legende univers, som arkitekter og lægmænd kan tale sammen udfra. Forhåbningen er, at projektet kan være med til at inspirere en fremtidig boligpolitik i byerne, der tilgodeser, hvordan vi kan bo sammen i byen på en måde, som mennesker ville bygge og bo, hvis de selv kunne bestemme.