Pulsk Ravn har arbejdet i grafisk værksted med udvikling af trykteknikker med henblik på senere produktion af værker til en soloudstilling på Skjold Contemporary, september 2023.
Marts 2023
Under mit arbejdsophold på Statens Værksteder for Kunst har jeg eksperimenteret med forskellige former for trykteknikker i udviklingen af et præcist formsprog til min fortælling om forholdet mellem menneske og materiale. Jeg har arbejdet konkret 1:1 med oversættelser fra fysisk form til grafisk tegning. Fundne materialer som skraldeposer og tekstile strukturer, der i den grafiske overførsel får eget liv og volumen. Sammenhængende serier af unikatryk, der i sin helhed står som frosne animationer. Et større udviklingsarbejde henimod soloudstillingen til efteråret.
Jeg har eksperimenteret med grafiske tryk på fotografier og store trætryk i format 85x122cm, hvor jeg har udskåret plader af krydsfinér til puslespilstryk. En teknik, der muliggør, at jeg kan trykke flere farvenuancer i samme trykgang, og hvor selve trykmaterialet – træets struktur og åretegninger – går i dialog med motivet.
Jeg har arbejdet ved pressen i grafisk værksted og brugt atelieret til at lægge billedserierne ud for at danne mig overblik over materialets helhed og fortælling.