Louise Hindsgavls “veranda” er skabt som en del af soloudstillingen Genskabt på Ribe Kunstmuseum. Hun har taget udgangspunkt i at genfortælle historien om den familie, der i sin tid byggede den pragtvilla, som kunstmuseet har til huse i – en velhavende familie, der tjente penge på at fabrikere bomuldstekstiler.
Okt. 2024
Til udstillingen har jeg både skabt en række keramiske portrætter af beboerne, en række keramiske gengivelser af de ødelæggelser, der sætter en stopper for deres bomuldseventyr, et samskabelsesprojekt med borgere i Ribe samt en spinkel gengivelse af den pragtfulde støbejernsveranda, der smykkede villaen, mens den var et hjem for familien. Verandaen blev fjernet i 1898 i forbindelse med, at villaen overgik til at være museum.
”Verandaen” er skabt fortrinsvis i bomuldssnor, men på et spinkelt skelet af aluminium. Bomulden refererer til kilden til velstanden, og spinkelheden i gengivelsen skal pege på, hvor skrøbelige alle drømme er. Det solide og storladne, som familien lægger ud med, forsvinder mellem fingrene på den af forskellige udefra kommende årsager, som de ingen kontrol havde over.
Louise Hindsgavl er den første af tre kunstnere, der inviteres af Ribe Kunstmuseum til at lave udstillinger, der tager afsæt i museumsbygningen, dens historie og arkitektur.