Med Kystikoner er Jens Brink vendt tilbage til negativer, han skød for 15 år siden under en tur langs Atlantvolden ved Vesterhavet. Gennem spejlinger og digital billedbehandling har han fundet frem til kompositioner, der undersøger og spejler forsvarsværkets idé i dag.
Med Atlantvolden byggede tyskerne et monumentalt forsvarsanlæg langs de danske kyster. Bunker efter bunker skulle danne et stærkt værn mod mulige angreb på de besatte områder.
”Atlantvolden var et show-off nummer fra Hitlers side. Han ville illustrere sin magt. Det var jo sindssygt stort, men det blev aldrig rigtig brugt,” fortæller Jens Brink.
De efterladte bunkere har Jens arbejdet med i sin fotografiske udstilling Kystikoner. Det enorme fæstningsbyggeri og mineudlægning har efterladt dybe ar i naturen og forandret vestkysten mærkbart, forklarer han. Den danske del af Atlantvolden bestod af 8000 forskellige betonkonstruktioner, heraf knap 2000 bunkere konstrueret efter den standardiserede Regelbau-model. Nogle blev ødelagt efter krigen, men størsteparten ligger der endnu, i forskellige grader opslugt af landskabet.
Spejlingsmanøvre i den digitale billedbehandling
Som akademistuderende begav Jens sig i 2001 på en tur langs kysten for at fotografere betonbunkerne. Dengang samlede motiverne sig ikke til et værk, da han stod med dem i fremkalderlokalerne. Det er de negativer, han er nu er vendt tilbage 15 år senere. Med redskaber fra digital billedbehandling har han fundet frem til at udvide negativernes kvadratiske billedrum til horisontale kompositioner gennem spejlingsmanøvre. I de symmetriske mønstre mellem beton, sand og græs, han arbejder frem, dukkede der til Jens’ store overraskelse en form for ansigter op.
På SVK har Jens lagt sidste hånd på udstillingen til Museet Holmen, der er planlagt i forbindelse med åbningen af det nye Tirpitz Museum i Blåvand. For Jens vækker Hitlers magtdemonstration med det bombastiske forsvarskonstruktion genklag i dag. Han er bekymret for, at erfaringerne og forståelsen for krigens gru forsvinder med den generation, der snart forlader os.
På SVK har Jens også brugt tiden i fotoværkstedet til at kigge tilbage på de sidste 25 år. Med Imacon-scanneren har han kunne digitalisere sin samling af gamle negativer. Motiverne samler sig om forskellige nedslag og danner herved en tidslinje over forskellige steder, han har boet, rejst og opholdt sig. Timeline er et projekt Jens vil arbejde videre med efter sit ophold.