Museet Trapholt inviterer hvert år en kunstner til at stå i spidsen for et værk, skabt i fællesskab med borgere rundt i hele Danmark. TID er derfor et værk skabt sammen med 803 borgere, som hver har bidraget med et broderi, der omhandler TID.
August 2024
Koncept
I samarbejde med Trapholt har tekstilkunstner, Kristine Mandsberg, udformet et koncept for det borgerinddragende værk. Borgerne skal, gennem et håndarbejde, udtrykke sig visuelt og lave et bidrag, der visuelt bearbejder fænomenet, ‘tid’.
Målsætningen har været at skabe et helstøbt kunstværk med den iboende kvalitet, at borgere både bidrager med deres evner inden for håndarbejde OG deres individuelle bearbejdning og udtryk inden for kunstværkets rammer.
Proces
Arbejdet med værket på Statens Værksteder består i at samle alle 803 bidrag til en stor installation.
Da det omhandler tid, er der lavet en del ’benspænd’, som deltagerne i projektet skal overholde i deres bidrag. Blandt andet er bidragets længde afhængig af ens alder. Dvs. er du 45 år skal dit broderi format være 45cm langt (og 50cm bredt).
Aldersbenspændet benyttes også i arbejdet med at samle værket. Alle bidrag samles i lange baner, hvor den yngste deltager starter den første bane, og den ældste afslutter værket i den sidste bane. På den måde ’vokser’ bidragene over TID, og man kan således i værket afkode alderen på bidrageren.
De 803 bidrag har en samlet længde på 455m og bliver syet op i 40 baner, hvilket kræver plads og en systematisk tilgang.
En række andre benspænd har udfordret deltagerens idé og udtryk, men skabt æstetisk samhørighed mellem de mange forskellige bidrag.
Indledningsvist er der blevet afholdt 10 workshops rundt omkring i Syddanmark, hvor Kristine Mandsberg gennem enkle tegneøvelser har formidlet, hvordan man kan komme fra idé til form og udforske det visuelle udtryk.