Kirstine Aarkrogs udstilling Risø sammenfører to rum, som umiddelbart kan synes forskellige: Atomforsøgsstationen Risø og et terapeutisk behandlingsrum, som vi kender det fra psykoanalysen. I Aarkrogs billedverden har de to rum, og det arbejde der udføres i dem, flere ligheder med hinanden. Radioaktive stoffer sætter sig i kroppen og påvirker den indefra, og det samme gør psykiske traumer. De to rum er også forbundne i kraft af det, som kommer ind i børn med mælken.
Nov. 20
Atomforsøgsstationen Risø blev indviet i 1958 på en halvø i Roskilde Fjord og i de følgende årtier dannede stedet ramme om forskning fredelig udnyttelse af atomkraften. Tre reaktorer blev opført, og beriget uran blev fløjet ind fra USA. Imens tog Den Kolde Krig form som gensidig oprustning i øst og vest, og stormagternes atomprøvesprængninger kunne spores som radioaktivt nedfald overalt på planeten. En del af det landede på græsmarker og blev spist af køer, som producerede radioaktiv mælk, og radioaktiviteten kunne måles i små doser i børns mælketænder.
Kirstine Aarkrogs morfar, helsefysikeren Asker Aarkrog, var ansat på Risø fra opstarten og frem til han gik på pension i 1999. Mormoren var psykiater. Kernefamilien (et begreb, der tog form i samme periode) boede i en funktionærbolig på stedet, og Kirstines mors mælketænder indgik i radioaktivitetsforskningen.
Risikoen for, at 3. verdenskrig ville blive en atomkrig, var overhængende. I en sådan krig ville alt blive kontamineret. Man forberedte sig på mange måder – på Risø blandt andet ved at udvikle en teknik til at oprense mælken for radioaktivt materiale. Oprensningen af mælk var en balancegang: Rensede man den for ivrigt, risikerer man at den blev næringsfattig og dermed ubrugelig. En båndet samtale mellem Kirstine Aarkrog og hendes morfar om oprensning af mælk har dannet baggrund for udstillingen.
Mælken, denne mirakeldrik, der bygger børnenes knogler og samfundskroppen op – i mælken forbindes det kollektive og det individuelle. Hvilke andre usynlige størrelser flyder der ellers gennem familierne sammen med mælken? Hvilke traumer gives videre fra generation til generation, og hvilke henfalder med tiden? Og hvis mælken kan renses for radioaktivitet ved hjælp af kemiske processer og apparatur, kan psykiske traumer så håndteres på samme måde?
I udstillingen Risø genopstår Risø, men denne gang som et forsøgscenter for traumehåndtering. De instrumenter og det beskyttelsesudstyr, man anvender her, er udviklet med henblik på oprensning af psykiske traumer. Disse usynlige størrelser forsøges bortrenset gennem fysiske forsøgsopstillinger og mentale spil i samme vanskelige balancegang mellem kontaminering og næringstab som gjaldt for mælken.
Målet med Risø var at udvikle atomenergi i Danmark, men op gennem 70’erne voksede den folkelige modstand, og i 1985 blev planen opgivet. Stedet blev ført videre som forskningscenter, og de driftsikre reaktorer tiltrak forskere fra hele verden. I år 2000 blev den største reaktor lukket ned efter mistanke om læk, og det blev besluttet at afvikle anlægget. Risø blev omdannet til et midlertidigt depot for radioaktivt materiale frem til 2073, hvor det senest skal have fundet sit slutdepot.
Som på den oprindelige atomforsøgsstation er det ikke kun energi, der skabes i Kirstine Aarkrogs forsøgscenter for traumehåndtering – der sker også en ophobning af vanskeligt håndterbart kontamineret materiale. Et materiale, der udgør et arbejde for nutidige og fremtidige generationer.
Tekst af Amalie Smith
Arbejdsproces
Ion exchange (se billede 1 – 2)
Jeg lavede fem stålstativer til projektets fem kolonner. Det enkelte stativ udgør to flanger, hvor imellem der er installeret et rustfrit stålfilter. Flangerne er holdt sammen af otte maskinskruer. På flangerne er svejset tre stålben og tre hjul, der gør det muligt at flytte kolonnerne rundt. Ydermere er der på toppen af hver kolonne installeret to flanger, der gør det muligt at forlænge den enkelte kolonne.
Den enkelte kolonne indeholder en kugleventil. Kuglen er støbt i porcelæn og brændt.
Skulpturen er baseret på samtaler mellem min morfar, Asker Aarkrog (helsefysiker) og jeg.
Uddrag fra samtale:
– Men hvis jeg skal tage radioaktivitet ud af mælk.
– Ja.
– Hvordan gør jeg ?
– Jamen du kan gøre det på to måder. Du kan gøre det ved, at du har mælken i sådan et stort glas og så hælder du lidt ionbytter ned i mælken og rører det rundt i noget tid, altså skal vi sige en halv time eller sådan noget. Altså alle de her ting er ikke nøjagtige ting, for jeg kan ikke huske alle de tal der. Det kan jeg altså ikke.
– Skal det være nøjagtigt?
– Ja det skal være lidt nøjagtigt, fordi hvis man gør det for længe, kan man komme til at fjerne for meget calcium fra mælken, og den kan komme til at smage dårligt. Og der skal også være i de rigtige mængder af ionbyttere i forhold til mælken. Det skal man selvfølgelig have regnet på og have lavet forsøg med. Men det er den nemme måde, at man bare putter ionbyttere ned i mælken, og rører rundt, og så bagefter fjerner man ionbyttere ved filtrering og så har man den rensede mælk. Det er jo meget simpelt.
– Og den anden metode ?
– Ja, den lidt mere avanceret. Den er, at du har ionbyttere i sådan en lang kolonne, og så hælder du simpelthen mælken gennem kolonnen, ion-kolonnen. Og så, når mælken kommer ud af den anden ende af kolonnen der, så er den altså blevet mere eller mindre renset for sin radioaktivitet. Det er en lidt mere elegant måde at gøre det på. Og der kan man forestille sig sådan store fabriksanlæg. Hvis det virkelig skal batte noget, så er det jo tusindvis af liter du skal have igennem.
Escape room (se billede 3 – 8)
Skulpturen er bygget med assistance fra møbeldesigner, Anker Bak. Skulpturen er tegnet og konstrueret ud fra et billede af et Nordkoreansk escape room og ud fra loftet/rummet på Simian.
Den udgør fire moduler, der er sat sammen.
Devotion
Skulpturen består af to identiske brikse beregnet til to mennekser. På briksene er to huller og i siden en lem, der kan åbnes. Briksene er bygget i birke-krydsfiner og hullerne er af varmbehandlet rustfrit stål. Mål: 140 · 140 · 60 cm.
Instruction / for use. The object is hollow and its upthrust force can carry and keep a human being fixed under water. The frame is attached to the neck and the object, floating in water, will carry the human being below, dead or alive. (se billede 9)
Jeg fandt på SVFK en løsning til, hvordan skulpturens stativ sættes fast på kuglen.
