Smykkekunstner, Kim Buck, har arbejdet i træværkstedet på en serie tone-generatorer i træ med indlagt filt og iboende piber, der ved håndtering frembringer tonen a.
Maj 2021
Begrebet “kammertonen” har en dobbelt betydning, idet det i sin oprindelse hentyder til den tone, som orkestre stemmer deres instrumenter efter, og i overført betydning refereres der til at tale ordentligt og respektfuldt til hinanden – “må vi lige få kammertonen!?”
“Jeg har gennem tiden lavet mange smykker og objekter, som så at sige beder om
”kammertonen”, og som sætter fokus på samfundsaktuelle temaer, politiske eller religiøse”, fortæller Kim Buck
På Statens Værksteder har han arbejdet på en serie generatorer, som frembringer kammertonen ved hjælp af en hånddreven “træk og slip” funktion. Den største udfordring har været at få de mange piber til at frembringe tonen a i forskellige oktaver.
Nogle piber er udført i sølv eller anden metaltype på eget værksted, andre på træværkstedet på SVFK. Alle piber er udformet forskelligt og har deres egen lydidentitet, men samme tonehøjde – a. Ligesom et kirkeorgel med flere registre, der hver har sin egen identitet.