Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Karen Bjerregaard har arbejdet på produktionen af en serie store værker til udstillingen, Det man ikke ser, i Pakhusgalleriet Nykøbing Sjælland. Arbejdet på Statens Værksteder har gjort det muligt at sy lærreder, implementeret med sejlringe, og eksperimentere med knogletryk i en stor, rumlig væginstallation.

Jan. 2026

Selvom mit fokus i dette projekt har været koncentreret om lærredstryk og installation, trækker det på min generelle praksis, hvor jeg parallelt også arbejder med fotografi og skulptur i samme kontekst.

Mine værker er bygget op omkring tre kunstneriske fokuspunkter: skala-forhold, kommunikation og form. Dette for at skærpe min egen og beskuerens nysgerrighed omkring mikro-makro kosmos. Jeg udforsker skalaforholdet, så beskueren kommer i tvivl om det er den ene eller den anden verden, man ser ind i. Gennem menneskelige begreber som krig og ærlighed giver jeg formerne liv og genkendelighed.

Arbejdet med knogler

Min interesse for knogler begyndte for 10 år siden gennem et samarbejde med Zoologisk Museum, som tilfældigt ledte til en kontakt i Grønland. Året efter udstillede jeg i Ilulissat kunstmuseum med fiske- og sælknogleskulpturer samt fotos.

Senere blev det også til tryk af knogler, der blev halveret og brugt som s/h trykklodser på hvidt papir.

En udstilling med den surrealistiske billedkunstner Patricia Piccinini inspirerede mig og forandrede min tematik både teoretisk og i praksis.

Mit arbejde er procesorienteret, og intuitionen og tilfældet spiller en stor rolle. Jeg arbejder direkte med materialer som bl.a. halverede sæl-, hval- og kvieknogler samt forskellige frø og blomsterstande. Ved at bruge disse naturgenstande som trykklodser opstår der nye hybride former mellem de genkendelige og abstrakte former. Det er i selve konfrontationen med materialet og i trykkeprocessen, at de tvetydige motiver finder deres endelige form.

Mine grafiske tryk ligger i spændet mellem maleri og naturtryk. Efter tryk spændes lærredet op på en blindramme, hvor motiverne fortsætter rundt om rammen.