Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Til udstillingen “We Should Meet In Air” arbejder Johanne Helga Heiberg på en serie tekstilværker, der alle er udført i rå, ubleget stout med påsyede motiver i sorte og blå sting. Arbejdet med broderierne foregår på symaskine og ved at ri i hånden.

Sept. 2024

Syningerne bliver en oversættelse af mine tegninger, som med sit nye sprog besidder en taktilitet og et fysisk nærvær, jeg gerne vil udvikle og inddrage i mine tegninger.

I denne serie af værker har jeg arbejdet i flere processer. Først med skitser på papir, som jeg overfører til stoffet, derefter broderer jeg motiverne på symaskinen eller i hånden.

I processen må jeg arbejde iterativt. Med materialet i maskinen er det svært at se, hvordan motivet samler sig, og jeg må ofte hænge det op for at  kigge på arbejdet på afstand, så jeg kan vurdere næste skridt, og ofte trævler jeg meget op undervejs i udarbejdelsen.

Under mit ophold har min arbejdsproces haft en vekselvirkning mellem energisk og hurtigt arbejde med mine tegninger og på symaskinen, men også meget langsommeligt og detaljeret arbejde i hånden.

Syværkstedet på Statens værksteder har været en virkelig fin ramme for mit arbejde med større tekstilarbejder med det store klippebord og opslagstavlen, der giver mulighed for, at man kan se sit arbejde i sin helhed.