Honey Biba Beckerlee har før været optaget af at kombinere videnskab og kunsthåndværk og fx “knyttet kaosteori” og “vævet kvantemekanik”. På dette ophold har hun udviklet en serie vævninger under temaet ”time warp”.
April 2024
Warp betyder både trend på en vævning men også forvridning. Time warp får således betydningen ”tidslomme” eller ”tidsforskydning”, og projektet beskæftiger sig med videnskabelige modeller for rumtid.
Lineær tid er en illusion ifølge fysikkens verden. Her kan man finde modeller for rumtids-krumninger, gravitationsfelter og subatomare partikler, der snyder tid, såsom myoner. Denne serie time warps – vævninger, jeg her har udviklet, udfolder forskellige rumtids-krumninger eller såkaldte gravitationsfelter, og fremdrømmer nye tidsligheder, der kan give mennesker et mulighedsrum tilbage til at tro på en fremtid.
Med Matters of Time har Beckerlee tuftet et gulvtæppe, der, med sit warp mesh, skaber en optisk illusion af at gulvet under ikke er fladt. Dertil har hun lavet en serie transparente vævninger i samme motivserie, som kan hænges i forlængelse af hinanden og skabe moiré lignende rumligheder.








