Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I atelier 3 på Statens Værksteder for Kunst har Grethe Wittrock produceret tekstile værker, som skal indgå i en stor fællesnordisk udstilling ÆTER/ETHER på Silkeborg Bad udstillingscenter i 2024.

November 2023

Forberedelserne til mit ophold på Statens Værksteder begyndte i og omkring mit atelier; et tidligere orangeri på Gunderslevholm Gods, hvor jeg er omgivet af naturen, muldvarpeskud, jord og kulde, insekter, planter og ukrudt, som i en evig cyklus spirer og formuldes. Jeg har i mine værker til udstillingen ønsket at gå i samspil med naturens cyklus og lade vind og vejr påvirke tekstilerne. Nedgravning i skov og tørvemose. Nedsænkning i åen og vindblæst i træerne.

I mit arbejde er jeg interesseret i alt det, vi ikke kan se. Det mørke. Alt det, der foregår under jorden, det usynlige netværk, mulden, organismerne, råddenskaben, svampene, insekternes og ukrudtets verden; alt bliver ædt til sidst. Æter, der som en damp stiger op fra jordens indre. 

Proces

Under opholdet på Atelier 3 har jeg arbejdet videre med de vejrbidte tekstiler, og haft mulighed for at arbejde op i størrelse. Jeg har skabt 5 store værker med jord fra forskellige lokationer. Jeg har hængt de store værker op i rummet og justeret gennemsigtighed og samspil.

Tekstilerne er indfarvet med koglesaft, barksaft og lyng.

Duftdesigner Lisbeth Jacobsen / Odorandfumes besøgte mig i atelieret. Hun skaber to dufte med naturlige olier til værkerne, en mørk jord/skov lugt til de mørke tekstiler og en lys himmelsk duft til de lyse, som jeg netop fik opstartet under mit ophold.

Ether

“Æter” i filosofisk tradition er det himmelske stof, der hos den græske digter Hesiod personificeres som søn af natten og mørket, og som i Orfismen opfattedes som verdenssjælen; for pythagoræerne og platonikere var æteren det himmelske lys.

Udstillingens titel og koncept er formuleret af de to keramikere Vinni Frederiksen og Ane Fabricius Christiansen. De to har inviteret kolleger i kunsten til at skabe værker med inspiration fra det historiske begreb ÆTER, det ubestemmelige ”æteriske”, rene, luftformige stof som ifølge klassisk filosofi og fysik fylder himmelrummet.  Historisk set har Æter givet anledning til mange spekulationer: hvordan fastholder man dette stof, hvordan måler, vejer eller beskriver man det?