Billedkunstner Cecilia Westerberg er ved at lægge sidste hånd på udstillingen Alkymistens Laboratorium – en sanseudstilling for børn og unge, som fra efteråret og helt frem til 2020 skal turnere rundt på fire af landets kunstmuseer. Projektet, som delvist er skabt på Statens Værksteder for Kunst, består af fire tematiske rum: et wunderkammer, et herbarium, et farvelaboratorium og et transformationsrum i form af et stort skyggespil.
Det er et storstilet projekt, Cecilia Westerberg arbejder på. Med to millioner støttekroner i ryggen og en kommunalpolitisk strategi om at skabe gode kunstoplevelser for børn og unge i provinsen, har Westerberg i over et år været i gang med at udtænke konceptet for en udstilling, der skal vises i både Nord-, Midt- og Østjylland samt Nordsjælland.
På Statens Værksteder for Kunst er Cecilia Westerberg så endelig nået til produktionsfasen, og her skal hun både presse blomster og planter, snedkerere møbler og rammer, trykke grafiske collager, skulpturere lerskulpturer og samle og indrette de fire rum, som udgør udstillingen.
Missionen med Alkymistens Laboratorium er at aktivere de besøgendes – primært børn og unges – krop og sanser. Og det skal ske ved at invitere inden for i ’alkymistens’ samlinger og laboratorier, hvor videnskaben traditionelt set blander sig med magi, mystik og kunst.
Westerberg har, inden hun trådte ind over dørtrinnet på SVK, på forhånd indrettet en model for de fire udstillingsrum og fået snedkereret en del møbler og anordninger i træ, som skal udgøre udstillingsarkitekturen.
Åben og udadvendt proces
Cecilia fortæller, at hun først lige skulle lande i atelieret, og hun startede derfor med nogle konkrete processer: at presse og tørre blomster og planter samt producere 50 trærammer dertil. Herefter begyndte hun at indtage rummet, lave små arbejdsstationer, lægge alle elementer frem og installere sit skyggespil og det, hun kalder, Wunderkammeret.
”Når man oplever værkerne i rummet, finder man nogle gange ud af, at idéer ikke fungerer i praksis. Med skyggespillet havde jeg for eksempel tænkt, at der skulle tegnes på stoffet, men da jeg fik det sat op herinde, kunne jeg se, at det ville blive for fladt, stoffet ville komme til at ligne gardiner for meget, så nu har jeg ændret ideen.”
Cecilia har under sit ophold på SVK også haft adgang til træværkstedet, hvor hun har produceret små dele og anordninger til udstillingens installationer, eksempelvis ophæng til de værker, som skal hænge på væggen.
”Det har betydet meget, at mit atelier ligger lige ved siden af træværkstedet. Lige pludseligt er alt næsten i træ. Det har været så nemt at gå derind og finde løsninger på ting,” fortæller hun.
Cecilia har fået hjælp af både assistenter og træværkstedsleder Ulrik til at fremstille nogle af de mange elementer, som udstillingen rummer:
”Jeg er jo ikke designer og er ikke vant til at bruge for eksempel 3D-programmer. Jeg er mest vant til at arbejde i 2D med tegninger, animationer og collager. Til gengæld er jeg er meget bevidst om, hvad jeg kan, og hvor jeg har brug for hjælp. På den måde er det blevet en meget udadvendt og åben proces.”
Plads til udvikling undervejs
Cecilia har blandt andet arbejdet på en serie med 100 farvenuancer, som skal installeres i et gammelt møntskab i udstillingens farvelaboratorie. Farveprøverne er skabt på rispapir, bemalet med blæk med shellak andre er indfarvet med pigment – en videreudvikling af et farveeksperiment, Cecilia lavede under et ophold på SVK for tre år siden, hvor hun undersøgte, hvordan pigmenter fungerer på forskellige typer papir.
Cecilia har udviklet sit eget pigment-bibliotek, som kommer til at indgå i farvelaboratoriet. Med inspiration fra butikken Pigment Store i Tokyo har hun indkøbt og indsamlet 200 forskellige pigmenter for at få så mange forskellige farver som muligt at vise frem.
Til gulvet i farvelaboratoriet har hun fået lavet et uldgulvtæppe med en stor farvecirkel på – skabt på baggrund af en af hendes akvarelskitser. Dertil har hun printet og indbundet et dokument fra 1400-tallet, som angiver fakta om planter og blomster, der ikke længere stemmer overens med videnskaben. Illustrationerne er fantasifulde og rammer derfor alkymien på kornet: Fakta og fiktion blandes sammen.
Med farvelaboratoriet vil Cecilia vise, hvor farver kommer fra, og hvordan de er fremstillet. Og derfor har hun også fremstillet et sæt med de tre grundfarver og et glas, så besøgende selv kan prøve kræfter med farver på papir. Flere af elementerne til udstillingen har nærmest forvandlet Westerberg til en lille opfinder. Udfordringer undervejs har krævet nye ideer og kreative løsninger:
”Flip-bogen i træ har for eksempel været en kæmpe udfordring. En snedker har lavet nogle af delene, men det fungerede ikke, da jeg fik den, så Ulrik og jeg har justeret på den og lavet nogle ekstra dele. – Når man arbejder med flere samarbejdspartnere, og især med håndværkere, er det meget vigtigt at sikre sig, at man taler samme sprog. Det havde været federe, hvis snedkeren havde produceret tingene her sammen med mig, så vi hele tiden kunne være i dialog om, hvad der kunne lade sig gøre. Der skal være plads til, at tingene kan udvikle sig undervejs i processen.”
Skrevet af Stine Nørgaard Lykkebo
