Som et bidrag til udstillingsrækken ”på korte kontrakter” henvendte Bodil Krogh Andersen og Martin Christoffer Lund sig til Kunsthal Charlottenborg med en idé om at få reetableret de ubenyttede atelierer, der findes oppe under kunsthallens loft. Rummene er de såkaldte kvindeatelierer, dvs. arbejdsrum, som i sin tid blev tildelt kvinder, da de efter flere årtiers kamp fik adgang til en kunstuddannelse på Kunstakademiet.
Oktober 2023
Med det pres, gentrificering skaber, skubbes byen og dens beboere længere ud i periferien, hvilket giver stress og usikre leveforhold for folk med få ressourcer. Sådan er det også for kunstnere, der kæmper med prekære forhold og lave indtægter. Derfor opfordrer vi med denne udstilling institutioner, der drager fordel af kunst og kunstarbejdere, til at bidrage til bæredygtige grundvilkår.
I tråd med atelierernes fortælling foreslog vi, at Kunsthal Charlottenborg ligeledes kunne tildele atelierpladserne til et kunstnerfællesskab med minoritetsbaggrunde.
Da Charlottenborg ikke kunne imødekomme vores ønske, valgte vi at lave en filmist, fotografisk og tekstpoetisk undersøgelse af ateliererne.
Da kvinder efter årtiers kamp fik adgang til at uddanne sig som kunstnere, blev de placeret i de afsidesliggende atelierer oppe under et uisoleret tag, som skulle de gemmes væk i det øjeblik, de blev accepteret på kunstinstitutionen. Selvom de fik adgang, var der mange ting i uddannelsen, de ikke måtte deltage i, og vi ser, hvordan kampen for ligestilling kan være mere utydelig og får mindre plads i historien, når den skal kæmpes indefra i systemerne.
Derfor spørger vi nu: Hvilken stemme fik de, og hvilken stemme mistede de da de opnåede ”anerkendelse” og ret til uddannelse af den institution, der før holdt dem udenfor? Hvilken form for undertrykkelse blev muligt med inklusionen?
Selvom loftet ikke længere er i brug som atelier, bærer det stadig vidnesbyrd om fortiden. Der er en særlig stemning og historie, der spøger i rummene, og på grund af bygningens fredede status, fungerer loftet som en kulturel tidslomme.
Der findes meget lidt materiale om datidens kvindelige kunstnere. Med vores projekt forsøger vi at få et særligt aspekt frem i lyset, som ikke er set før, igennem de rum, hvori de havde deres dagligdag og udviklede deres praksis. Omgivelserne er blevet bevaret mere end de værker, der udførtes i dem. Måske kan kultegneskitserne på væggene eller støvet i lyskeglen fra de små tagvinduer fortælle os noget om ånden fra den tid.
Vi ønsker at undersøge rummenes uforløste stemmer og skabe forbindelser imellem stedet og datidens uafsluttede fortællinger og ligeledes føre dem med ind i vores egen samtid.
På Statens Værksteder har vi redigeret et videomateriale, filmet i kvinde-ateliererne, og skrevet en undersøgende tekst om loftet og en tekst om den fiktive “smile-strejke” inspireret af Sara Ahmed´s Killjoy Manifesto.
