Udsnit af “Metapolis” af Ib Monrad. Her kan man se det særlige perspektiv, som Ib har udviklet i sine seneste værker.
Billedkunstner Ib Monrad retter i sine nye værker sigtekornet mod en samfundsstruktur, som han mener, både er forjaget og for vækst-orienteret. Hans våben er langvarige arbejdsprocesser og et alternativt perspektiv på verden, både konkret og i overført betydning.
Af Kirstine Autzen
8. januar 2014
På Carnagie Art Award-udstillingen i Stockholm for nylig hang to meget store værker af billedkunstner Ib Monrad Hansen. I sommeren 2013 var han på SVK for bl.a. at lave ophæng til et stort triptykon i kinesisk rispapir og tusch, og det gav anledning til en samtale om hans inspiration fra kinesisk landskabsmaleri:
”Traditionelle kinesiske landskabsmalerier arbejder med en perspektivisk teknik, som inkorporerer øjets og kroppens bevægelse gennem rummet. Den svarer bedre til den samlede sansning af en tur i landskabet end vores centralperspektiv. Man kan både se ned, op og ud i samme `øjeblik´ uden at billedet fragmenteres eller cuttes up, som ville have været den almindelige løsning i samtidskunsten,” fortæller Ib Monrad og fortsætter:
”Det helt særlige ved de måske 1000 år gamle værker er, at de opererer med et flydende eller bevægeligt synspunkt, og et lige så bevægeligt fjernpunkt. Det står i modsætning til det europæiske renæssanceperspektiv 500 år senere, som har gjort sig gældende i Europæisk kunst helt frem til kubismen i begyndelsen af det 20. århundrede”.
En variation af dette dynamiske perspektiv kan man opleve i Ib Monrads bylandskaber, som når man i triptykonets billedflade ser et blik direkte ned på taget af en skyskraber, og i samme billede har en horisontlinje. For Ib er forskellen mellem det kinesiske og det europæiske perspektivsystem en historie om bevægelighed og fleksibilitet:
”Det europæiske centralperspektiv beskriver et rums dybde ud fra et fikseret øjepunkt mod et fikseret horisontpunkt, hvori man kan placere alle objekter korrekt i det mellemliggende rum. Det kan altså beskrive rummet præcist og målfast, men til gengæld kan det kun belyse et vist rum fra et vist ståsted.”
“Metapolis”, Ib Monrad Hansen, 2011
Perspektivet som et billede på en verdensanskuelse
Ifølge Ib er forskellen mellem de to perspektiviske systemer en del af fortællingen om en global verden af i dag. Den kræver en kompleks og fleksibel verdensanskuelse, og det er med denne inspiration fra de kinesiske værker, at han har udviklet sine billeder:
”Pludselig havde jeg et felt med fleksibilitet i syns- og standpunkt. Det var også et kunst- og kulturhistorisk møde mellem to kulturtraditioner, og det tematiserede et presserende spørgsmål forholdet mellem menneske og natur i den senmoderne globaliserede verden.
Verden er jo blevet rund i flere omgange; først for perserne og grækerne, siden i renæssancen og senest igen med hele rumteknologien og globaliseringen op gennem 1980’erne.
Konsekvensen af en rund verden er, at man må bevæge sig og skifte ståsted, hvis man vil vide, hvad der er på den anden side. En sådan verdensanskuelse kræver fleksibilitet, ikke militærisk stringens.”
Og hans motivation for arbejdet er klar:
”Jeg arbejder med civilisation/natur-forholdet, fordi jeg er hundeangst for, at mennesket saver i den gren, vi selv sidder på. Den angst spiller en tung, men dynamisk rolle i alt, hvad jeg laver. Vi skal vende den inderste motor i hele civilisationen, nemlig vækstmotoren, og det ved jeg ikke, om vi er i stand til.”
”Evolution Loop”, Ib Monrad 2013
Udsnit af “Evolution Loop”.
Hvad perspektivet fortæller om samfundsstrukturer
Men historien starter et andet sted. Efter en længere periode, hvor Ib havde lavet ”semi-allegoriske” værker med menneske/kultur konflikter som omdrejningspunkt, blev han træt af mennesker, både dem i verden og dem i hans billeder, og noget nyt måtte ske:
”Da jeg var på en rejse til Kina, skete der noget. Jeg var ude for at se på nogle ældgamle landskabsmalerier, og de overgik alt andet, jeg så. Det skyldes denne gamle traditions måde at opfatte naturen og det perspektiviske rum, der strukturerer kompositionerne.”
Ad den vej blev Ib pludselig landskabsmaler i en udvidet forstand – for han maler også bylandskaber med – men nu med konflikten civilisation/natur som omdrejningspunkt:
”For mig at se, har oplevelsesindustrien i konkurrencesamfundet forfladiget kulturen og kunstbegrebet, så der ikke længere er forskelle tilbage, og den vil tiltagende tømme kunsten for betydning. Kunsten er et sted, hvor man burde kunne være ødsel med tiden, men i `oplevelsesindustrien’ er tiden lige så retionaliseret som på en pølsefabrik.
Det eneste problem, Ib fandt ved disse gamle malerier var, at de på motivplanet ikke indfangede vor tids teknologiserede og urbaniserede samfund. Sådan en opdatering satte han sig for at lave, og han skiftede bjerge ud med bygninger, floder ud med trafikårer og beholdt skyerne som smog. Det ses fx sidefløjene i ”Triptykon”, og i værket ”Metapolis”.
Teknikken gav dog også anledning til nøje at granske de perspektiviske linjer og udvikle projektets sammenhæng mellem ide og teknisk greb:
”Mens jeg prøvede at få skovlen under de greb, der muliggør denne oplevelse, opdagede jeg, at det bevægelige øjepunkt og fjernpunkt skabte krumme planer i perspektivet, modsat de traditionelle europæiske billeder, der opererer på et fladt plan. Derfra var der ikke langt til at lægge det hele ud på en kugle.”
Rent teknisk var der dog en væsentlig krølle måden billederne er konstrueret på. I den Euklidiske geometri er der et fast forhold mellem radius, omkreds og fladeareal (2x R x π). Havde Ib benyttet det, ville kuglens omkreds hurtigt være lukket helt af. I stedet for lavede han resolut en geometrisk kortslutning:
”Hvis man laver to parallelle linjer på en kugles overflade, vil de – normalt – løbe som to parallelle linjer, som forsvinder om på bagsiden, for senere at dukke op igen og møde deres startpunkt. De vil aldrig mødes eller krydses.
I stedet har jeg lavet en inddeling som svarer til, at man skærer en båd ud af en appelsin: to linjer der mødes i top og bund. Derefter har jeg vedtaget, at linjerne er parallelle. Så får man et uendelighedspunkt hele vejen rundt langs kuglens periferi.
Derfor er de mærkelige planeter fx ”Evolution loop” 6 km i tværsnit, men har en omkreds på 300 km. Tids – og klimazoner er komprimerede, så klokken kan være to om eftermiddagen et sted, og syv aften to kilometer længere henne af et flodleje eller en vej.”
Modsat hvad man måske skulle tro, når man læser Ib Monrads udredninger af arbejdet med perspektiv, så er det tekniske dog ikke særligt i fokus for ham:
“Jeg har aldrig gået meget op i det tekniske. Det skal underlægges ideen. Det samme gælder det processuelle. Der er jeg nok uenig med de fleste, for teknik, materialer og processer har været i højsædet siden midt i 1960’erne. Ideen er den eneste måde, vi kan sætte os ud over de materielle realiteter.
Derfor er ideen også udgangspunktet for en hver grundlæggende nytænkning. At få gode ideer igen og igen er det sværeste ved kunst, men det er det, der giver sanseligheden et interessant rum at være i. Uden det bliver den hurtigt til design og materialefetichisme, og så er det ikke længere kunst.”
På spørgsmålet om, hvor meget teori og systematik fylder i hans praksis, afrunder Ib:
”Jeg er forfærdelig usystematisk, men det skyldes måske, at systemer er knyttet til gentagelsen, og mit ønske er at tænke nyt. På den måde har dette projekt været både svært og let, selvom det er klart, at første gang man prøver at lave en tynd linje med tuschen – og blinker med øjet, hvorefter den er blevet tyk som en finger, river man sig selv lidt i håret. Men det findes der heldigvis tusind år gamle råd for.”
Værkerne blev udstillet på Carnegie Art Award på Academy of Fine Art i Stockholm 15. november til 8. december 2013.
> Projektet i projektdatabasen
Interviewet er en forkortet og bearbejdet udgave af et længere interview. Se interviewet i fuld længde her:
Om kunstneren
Ib Monrad er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedskoler i 1993 og siden fra Teori og formidling ved samme akademi i 1998. Ib Monrad er maler og har gennem en lang årrække udviklet et maleri, som udvider menneskets forestillingsevne ved hjælp af et både illusionistisk og realistisk billedsprog.
“Triptykon”, Ib Monrad, 2013
