Skip to content Skip to footer

Træd med ind i Marie Kølbæks installation den 26. april kl. 16.30 og find ud af, hvordan videokameraer og projektorer spiller sammen.

Den 26. april klokken 16.30 åbner SVK dørene for forårets sidste artist talk. Denne gang kan deltagerne træde ind i billedkunstner Marie Kølbæk Iversens dragende videoinstallationer og opleve, hvordan videokameraer og projektorer danner kalejdoskopiske og levende mønstre.

Når Marie Kølbæk Iversen skaber installationer har hun brug for plads. Rummet omdannes til et univers af lys og mønstre, og når vi træder ind foran billedfladen ændres den som en direkte reaktion på vores bevægelser. Ved at rette kameraer og projektorer mod den samme flade sætter hun scenen for en oplevelse, hvor vores rum- og medieopfattelse udfordres og forskydes. Værkerne viser det grundvilkår, at intet nogensinde kan kopieres uden at forandres gennem processen. Den umulige gentagelse bliver udspillet i et intenst rum mellem os selv, de andre og teknikken.

Til maj udstiller Marie Kølbæk Iversen på Kunsthal Nikolaj i forbindelse med videofestivalen Fokus og til efteråret deltager hun i Kunsthallen Brandts triennale for samtidskunst, Enter.

SVK samarbejder med Kunsten.nu LIVE om disse talks.

Eksperiment og kalkule
Marie Kølbæk Iversens værker må hun nødvendigvis udvikle i et rum, der minder om udstillingsrummet. På Statens Værksteder for Kunst har hun sat sine kameraer og projektorer op og udvikler i løbet af sit ophold nye værker ved at eksperimentere med forskellige indstillinger og installationer i rummet. Hendes erfaringer fra tidligere værker danner udgangspunkt for arbejdet under opholdet, ligesom hun også har iværksat en række nye og uafprøvede værkidéer under sit ophold.

Feedbackværkernes dragende og billedlige skønhed rækker ud over det rene billede, idet vi bliver en del af værket – intet af det optages; alt foregår her og nu. Om beskuerens oplevelse af værkerne siger hun: ”For mig er det verdens mangetydighed, der er det interessante og det, som mine videoinstallationer undersøger. Med beskuerens interaktion og installationens prompte respons sker der en meningsforskydning, som udfordrer os.”

Deltag!
Det er gratis at deltage, og arrangementet foregår på 4. sal i Marie Kølbæk Iversens atelier på Statens Værksteder for Kunst, Strandgade 27B, Christianshavn. Mere information fås på www.svkf.dk eller ved henvendelse til Statens Værksteder for Kunst, telefon 32 96 05 10 eller info@svfk.dk. Grupper bedes ringe i forvejen.

www.svfk.dk
www.facebook.com/statensværksteder
Kommunikationsmedarbejder Kirstine Autzen: kirstine@svfk.dk // 32 96 05 10

Om Marie Kølbæk Iversen
Marie Kølbæk Iversen er født i 1981 og bor og arbejder i København, hvor hun er tilknyttet IMO projects. Hun tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skole for Tidsbaserede Medier under professor Gerard Byrne i 2008 og grundlagde samme år samtidskunsttidsskriftet Internationalistisk Ideale sammen med Morten Ernlund Jørgensen, Camma Juel Jepsen og Louise Hold Sidenius. Kølbæk Iversen har udstillet i både ind- og udland, og nylige udstillinger tæller blandt andet Lunds konsthall presentation på Lunds konsthall (2010-2011), SKM Live på Skagens Museum i forbindelse med samtidskunstfestivalen PORT 2010 (2010), Anonymous Materials på Binz39 i Zürich (2010), The Dy(e)ing Light or the Case of a Sleeping Beauty på Four Boxes Gallery (2010), Ce n’est pas une image juste, c’est juste une image på IMO (2010) og Nat is Night Personified på WAS (2010).