- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Værksteder & Residencies
september 23, 2021 16:00 - 19:00
NETVÆRKSMØDE FOR DIMITTENDER
Overgangen fra uddannelse til arbejdsliv er udfordrende for mange nyuddannede billedkunstnere. Derfor etablerer Billedkunstnernes Forbund sammen med Aarhus Billedkunstcenter, Art Hub Copenhagen og Statens Værksteder for Kunst nu et nyt landsdækkende netværk for dimittender.
Netværket vil mødes hen over efteråret én gang om måneden, hvor man vil blive introduceret for nogle af de aspekter, det er godt at have styr på, for at få hverdag, økonomi, faglig udvikling og karriere til at hænge sammen som nyuddannet billedkunstner. Der vil være oplæg om f.eks. fondsansøgning, hverdagsøkonomi & kontrakter, værkstedsmuligheder, residencies, netværk, kommunikation, synlighed og sociale medier m.m. Der er mulighed for sparring ved hvert møde, og vi slutter af hver gang med fællesspisning.
Torsdag d. 23. september afholder vi 2. netværksmøde, hvor du af direktør Frederik Hardvendel vil blive introduceret til Danmarks største produktionsværksted: Statens Værksteder for Kunst. På SVFK er der fokus på at udvikle og producere i gode håndværksmæssige rammer, men det er ikke det eneste af sin slags; der er også andre muligheder for værkstedsfaciliteter, du som udøvende kunstner kan benytte dig af, i både ind- og udland.
Udover gode værkstedsforhold kan et artist in residence ophold have stor betydning, når det gælder om at skabe optimale forhold for udvikling af sit kunstneriske virke. Derfor vil vi også komme omkring mulighederne for at søge nye græsgange i ukendte og inspirerende miljøer i hele verden. Til inspiration og videndeling har vi inviteret to kunstnere med residency-erfaring, henholdsvis Sophie Dupont og Anna Bak, og desuden vil Art Hub Copenhagen og Aarhus Billedkunstcenter fortælle om deres respektive måder at drive residencies på.
Ønsker du at deltage i et eller flere møder, bedes du sende en kort motivationsmail (5-10 linjer) til BKF; Karen Mette Fog Pedersen, kmfp@bkf.dk om, hvorfor du ønsker at deltage, hvordan du vil deltage (antal gange) og hvad du håber at få ud af netværket. Første tilmeldingsfrist er d. 9. august 2021.
Læs mere om konceptet for dimittendnetværksmøderne her