Skip to content Skip to footer
Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Udstilling Foyer: Therese Hald Boesen

maj 8 15:00 - juni 7 17:00

Corrosion of Matter

8. maj – 7. juni 2026

Med Corrosion of Matter udforsker Therese Hald Boesen det visuelle og materielle potentiale i patinering og naturlig forvitring. Gennem direkte tryk af patinerede zinkplader fremhæver hun de teksturer og transformationer, der formes af tid og oxidation og giver æstetisk og konceptuel værdi til det, der normalt betragtes som forfald.

I stedet for at modstå forandring omfavner Boesen forvitring som en proces, der tilføjer dybde og hukommelse. Ved at lade patinaen styre trykket, medvirker de naturlige processer til det endelige værk.

Historier om tid og transformation

I værkerne bliver materialet et billede på tidsligheden og den fortælling, der ligger indlejret i overfladen. Billedet fremstår som en lagdelt opbygning af de spor, der registreres gennem zinkpladerne, og materialet bliver en slags viden, som rækker ud over sproget. Sporene opstår som et aftryk af de miljøpåvirkninger, zinkpladerne har gennemgået og den efterfølgende bearbejdning. Det grafiske tryk er en metode til at afsløre det allerede eksisterende i overflader, formet af natur og kultur.

Zinkpladernes spor af tid, erosion og menneskelig udfoldelse er en indlejret tavs viden, som udfoldes gennem materiale-eksperimenter. De naturlige processer tilbyder alternative måder at interagere med materialet på. På den måde spiller naturen en væsentlig rolle i den kunstneriske proces.

Patineringens værdi

Patineringen synliggør tidens gang og i Boesens tilgang bliver den materielle forandring over tid til en intelligens, hun kan arbejde sammen med. Denne værdi og iboende kvalitet ved patinering og forvitring undersøger hun gennem grafiske tryk.

Boesen omsætter naturlige processer til visuelle udtryk, der synliggør forholdet mellem menneskeskabte materialer og naturens kræfter. Således undersøger hun, hvordan teksturer, taktile overflader og tilstande af sammenbrud kan stimulere vores hukommelse og skabe opmærksomhed omkring bæredygtighed.

Fernisering 8. maj 2026, kl. 15.00 – 17.00 i Strandgade 27B, 1401 København K

Om kunstneren

Therese Hald Boesen er uddannet designer fra Det Kongelige Akademi i 2021. Hun arbejder i krydsfeltet mellem rumdesign, kunstnerisk praksis og kommunikation med særligt fokus på materialitet, sanselige oplevelser og stedsspecifik fortælling.

Gennem grafiske eksperimenter undersøger hun materialers sanselige kvaliteter som måder at forstå tid og kulturel kontekst.

Boesens værker udspringer af en materialeundersøgende tilgang, der kombinerer teori og praksis. Hun skaber kunstneriske udtryk og inviterer til refleksion over, hvordan det processuelle kan sammenkobles med sansning og bæredygtighed.

Foto: Anders Nyberg 

Detaljer

Start:
maj 8 15:00
Slut:
juni 7 17:00
Begivenhed Kategorier:
, , ,
Begivenhed Tags:

Arrangør

Statens Værksteder for Kunst

Sted

Statens Værksteder for Kunst
Strandgade 27B
København K, 1401 Danmark
+ Google Maps
Se Sted hjemmeside