Nye Landskaber

10. juni – 6. juli 2026

Landskabet forskyder sig. Himlen sort som blæk, bjerge opløses og glider ind i tomrum, floder flyder baglæns, og hukommelsen bliver i jorden.

Med udgangspunkt i fotografiet kommenterer Malene Nors Tardrup på socialt, politisk og kulturelt orienterede emner. Her har vi at gøre med menneskets indgriben i naturen og de medfølgende konsekvenser, som vi helst vil overse.

I Nye Landskaber er lys og skygge omvendt og vegetationen hvid som sne eller sølvglinsende i lyset. Planter, erstattet, forestillet. Landskabet vender sig, opløses og samles igen i et spøgelseslignende terræn, hvor hukommelse, fravær og menneskelig indgriben mødes. Selve tiden synes suspenderet og afslører landet som både vidne og arkiv, et rum formet lige så meget af intention som af det, der består.

Til indramning af sine fotografiske værker har Tardrup benyttet sig af et nyt greb; på ture i de danske skove har hun fundet grene, som hun på Statens Værksteder har bearbejdet efter den ældgamle japanske forkulnings-teknik Shuo Sugi Ban. Shuo Sugi Ban-grenene har hun efterfølgende implementeret på rammerne som ornamenter eller i selve rammekonstruktionen.

Dette giver et særegent udtryk, som understøtter det dystopiske landskab.

Fernisering i Foyer: 10. juni 2026 kl. 15.00 – 17.00. Strandgade 27B, 1401 København K.

–

Om kunstneren

Malene Nors Tardrup har en BA i Fotografi fra Glasgow School of Art og en MA i Teori og Formidling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi.

I sin kunstneriske praksis er hun optaget af naturens arkiver – de geologiske, biologiske og kosmiske – og bevæger sig mellem dystopiske forestillinger om økologisk kollaps og mere åbne, spekulative rum. Fotografiet fungerer ikke blot som repræsentation, men som et undersøgelsesredskab af evolutionære og geologiske spor. Naturens ofte tavse fortællinger oversættes til værker, der balancerer mellem det sanselige og det undersøgende.

Gennem fotomontage, materialitet og rumlig iscenesættelse udforskes alternative forståelser af liv, forbundethed og tid. Tardrup’s værker kredser om en verden, der både er forunderlig og foruroligende, hvor håb opstår som et kritisk og fantasifuldt potentiale i mødet mellem materiale, rum og beskuer. Projekterne inviterer beskueren til en refleksiv oplevelse af landskabet som et levende, historisk og relationelt felt.