Udstilling Foyer: Christine Overvad Hansen
november 22 15:00 - december 22 17:00
Admin
22. nov. – 22. dec. 2024
Christine Overvad Hansens udstilling Admin tager afsæt i den græske mytologi og myten om de tre “moirer” – betegnelsen for skæbnegudinderne: Clotho, Lachesis og Atropos. De tre gudinder spinder, udmåler og klipper i menneskenes livstråd og udfolder indirekte et narrativ om den magtposition, der ligger i at være hinandens livsvidner.
“Tror man på skæbnen, tror man på et materiale og en arbejdsproces. En unik tråd, der bliver spundet for hvert liv, målt ud, og til sidst kappet over. Det siges, at skæbnen er et håndværk, og at det udføres af tre gudinder; søstrene Clotho, Lachesis og Atropos. Citat: Sophia Handler.
Centralt i udstillingen møder man skæbnegudinden og spindersken Clotho i et stort, aflangt, tuftet tæppe. Fra tæppets mørke, uldne flade, træder hendes skikkelse frem i gyldent hør- og uldgarn. Ned langs gudindens krop fremstår seks tuftede detaljer som trætte, men vagtsomme øjne.
I umiddelbar nærhed slutter de to resterende gudinder, Lachesis og Atropos, sig til Clotho. Skæbnetrådens udmåler, Lachesis, holdes oppe af en blød og ulden tuftet rygrad, udformet af blot to lange og ubrudte tråde. Var det ikke for de rustfrie stålringe, der holder gudindens rygrad på plads, fornemmer man næsten, hvordan en enkelt brutal handling ville kunne optrevle trådene på et øjeblik.
Den ældste og sidste af de tre skæbnegudinder, Atropos, bærer ansvaret for at klippe livets tråd over. Fra sin krumme, foroverbøjede positur, bærer og udspænder hun et let transparent hørklæde med et sirligt håndtuftet ansigt. Et ansigt, uden hverken for- eller bagside, der giver hende mulighed for uhindret at overvåge rummet og alle, der træder ind i det.
Værkerne i Admin er udformet med afsæt i en række kunstneriske undersøgelser, som Christine Overvad Hansen udførte under ophold i tufte-værkstedet på Statens Værksteder i 2022 og 2023. Her arbejdede hun med en række teknikker, der muliggjorde en mere skulpturel udformning af de tuftede værker, som alle på forskellig vis flirter med det skulpturelle rum.
Fernisering: 22. november 2024 kl. 15.00 – 17.00 i Foyer, Strandgade 27B, 1401 København K.
Udstillingen holder åbent på hverdage kl. 9.00-17.00
–
Christine Overvad Hansen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2016 og har siden deltaget på en lang række udstillinger i ind- og udland.
I Overvad Hansens praksis er skulptur en både performativ og kropslig affære, der ofte har et mellemværende med den menneskelige adfærd, med omverdenens og individets selvforståelse.
Overvad Hansen har bl.a. udstillet på Holstebro Kunstmuseum, Den Frie Udstillingsbygning, Horsens Kunstmuseum, Huset for Kunst & Design, Sophienholm Kunsthal, Viborg Kunsthal, Peep Projects (US), Parallel Vienna (AT) og Künstlerhaus Dortmund (DE).