I atelieret på plan 5 arbejder Zuhra Hilal med tyl, jersey, latex, silikone og sit eget hår. Hun udfordrer vores syn på hud; hudens farve, tekstur og behåring. Hun skaber helt nye hudoverflader, der bryder med normerne for, hvad der er smukt, og hvad er der er grimt. Arbejdet er minutiøst og langsommeligt, og for Zuhra er der værdi i det omhyggelige og materialeorienterede arbejde.
Christine Clemmesen har under sit ophold på det grafiske værksted og i it-rummet arbejdet med fotolitografi fra aluminiumplader.
I et af stueetagens store atelierer breder kunstnergruppen Island Lifes værker sig ud og tårner sig op. De fire kunstnere, Nanna Starck, Charlotte B. Johansen, Christina Hamre og Annesofie Sandal, arbejder på et større antal rumlige værker, som ikke bare deler tematik, men hvor også elementer i metal går igen.
Billedkunstner Eau Pernice arbejder i metalværkstedet på en udstilling til Kunsthal 44Møen. Her producerer hun elementer til en installation, som i video, billede og skulptur trækker forbindelser mellem fugle, kommunikation og magt.
I henholdsvis fotografi og tekstil samarbejder Joyce Vlaming og Rikke Nilsson om en udstilling, der fremfører en kritik af kosmetikindustriens rolle i moderne billedproduktion. Med fokus på farve- og sprogbrug undersøger de, hvad der ligger bag markedsføringen af en række kosmetikprodukter.