Skip to content Skip to footer

Når der er artist talk på SVK, er det muligt at komme helt tæt på projekterne. Her ses en skammel af Catherine Aitken, der, sammen med Karen Bjelke, holdt artist talk onsdag den 7. november.

Det sker ofte, at genrer og kunstarter bruger af hinanden, krydser over og bliver til tværfaglige projekter på Statens Værksteder for Kunst. Og det er jo også oplagt i et hus, hvor de forskellige kunstarter, materialer og arbejdsgange ligger dør om dør. Onsdag den 7. november var der åbnet op til tekstilværkstedet, hvor to tekstildesignere indførte et nysgerrigt publikum i deres gennemgående overvejelser og arbejdsmetoder.

Af Rebekka Lewin
Nov. 2012

Tekstildesignerne Catherine Aitken og Karen Bjelke deler for øjeblikket etage med hver sit projekt. Bortset fra, at begge projekter har noget med tekstiler at gøre, placerer de sig i hver sin ende af det tekstile parameter med design i den ene ende og billedkunst i den anden.

1Catherines møbler bliver rørt ved og afprøvet.

Skotske Catherine Aitken er vinder af årets Time to Design-pris og har fået et ophold hos SVK med sluttelig udstilling hos Normann Copenhagen fra den 22. nov. til 6. dec. 2012. Hun har vundet med projektet ”FADE”, hvor materialer og farver som udtryksform får lov at styre den intuitive designproces. ”FADE” begyndte som en udformning af tekstile belysningselementer og skyggegivere. Med de muligheder et stort værksted giver, blev hun imidlertid inspireret til at dimensionere op og begyndte at udforme siddemøbler – stadig med fokus på farvegraduering og materialesammensætning. Hun har designet en lille serie skamler og en bænk i metal, træ og bomuldssnor. Bomuldssnoren har hun selv indfarvet i værkstedet.

Catherines bænk er stadig under udvikling to uger før ferniseringen, men skamlerne står stort set færdige. De består i et spinkelt, men stabilt, stel af metal med en rundskåret træplade til at sidde på. Siddepladen har et hul i midten og er beklædt med bomuldssnor, som er viklet omkring et utal af gange, så det danner et mønster og binder siddepladen sammen med metalstellet. Hvordan bomuldssnoren skal slutte sin løbegang i sædet er endnu uvist.

Relationen imellem det hårde træ og metal og det bløde bomuld har stor betydning for det samlede udtryk. Skamlernes farver komplimenterer hinanden, og nuancer i farvegradueringen skifter i forhold til, hvor beskueren opholder sig i rummet. Catherines overordnede fokus ligger på, hvordan ét materiale relaterer til et andet, og hvordan intensiteten i farve og materiale kan svinge og på den måde skabe en æstetisk oplevelse.

”For mig handler det altid om en intuitiv leg med materialer. Da jeg kom hertil var jeg overbevist om, at jeg ville udforme en solid rammemodel, som tekstile elementer kunne vikle sig om. Det kom til et punkt, hvor jeg besluttede mig for at arbejde hen imod en serie af siddemøbler. […] I grunden var det mit ønske, at de tre materialer skulle forblive separate men fungere i en helhed, så først producerede jeg metalrammen, så træsædet, og siden blev de to elementer hæftet sammen af bomuldssnoren.”

Catherines projekt koncentrerer sig om farve, og mens hun holder sin indfarvede bomuldssnor op for publikum, forklarer hun, at dette materiale for hende fungerer som en farvepalet, der skal udgøre et maleri. Således kan serien af siddemøbler gøre det ud for et samlet værk. De kan fungere individuelt, men det interessante for Catherine ligger i, hvordan de fungerer og relaterer til hinanden som samlet gruppe.

2Catherine tager publikum med på en rundtur i sine inspirationskilder.

Fra funktionelt design til tekstil billedkunst
Karens Bjelkes projekt ”Memoires” adskiller sig på alle måder fra Catherines. Fra begyndelsen har Karen baseret sit projekt på udregninger, og hun har stillet sig selv adskillige udfordringer undervejs som en slags dogmeregler, der skulle overholdes.

Karens udgangspunkt er patchworkstilen, og hun har tidligere designet og syet puder, som hun har solgt til boligbutikker. Nu har hun overført sin håndværksmæssige kunnen til tre billedværker, hvormed patchworkstilen fungerer som pixellering. Det giver et diffust udtryk, som medfører en distance beskuer og værk imellem. Motiverne er fotografier, nænsomt udvalgt fra det store familiealbum. Disse fotos er pixelleret til ukendelighed, og Karen har med sit patchwork forstørret hvert enkelt pixel op i 11×11 cm. Hvert billedværk er 22 ”pixels” højt, så der er tale om nogle betragteligt store formater. Meningen er, at de skal hænge på væggen som malerier.

3Karen syr hvert enkelt “pixel” sammen på maskine og stryger mellem hver sammensyning.

Det blev ivrigt diskuteret, hvorledes de store stykker stof kan hænge uden at bølge som et forhæng eller komme ud af form. Karen selv forestiller sig en blændramme, men hvad betyder det, at et tekstilt værk behandles som et maleri? Billedet er jo lærredet i sig selv! Dette spørgsmål blev vendt og drejet, og en af de tilhørende pointerede, at man som beskuer bliver trukket over i den klassiske billedkunst-kontekst, når man forsøger at skabe en sammenhæng eller trække en mening ind i værkerne. Samtidig vil billederne helt naturligt træde ind i rollen som malerier frem for billedtæpper, når man vælger at sætte dem op på væggen ved hjælp af en ramme, og det har netop været udgangspunktet for Karens arbejde i denne sammenhæng – at skabe billedkunst frem for funktionelt design.

4Pixelleringen tilslører og skaber en afstand imellem værk og beskuer.

Farvepaletten er en blanding af nyt stof og genbrugsstof fra lagener, gardiner og duge. Noget er falmet, og ingen ved, hvordan det vil opføre sig med tiden. Det er en del af værkernes samlede udtryk.

Da Karen havde produceret det første billede, fik hun lyst til at sætte nogle benspænd op for sig selv og satte sig den udfordring udelukkende at benytte tyve forskellige farver. Det har givet et forenklet udtryk i det næste billede, men distancen mellem tilskuer og den udstillede privatsfære holder stadig vand.
Billede nummer tre er endnu ikke færdigt, men der er tilføjet en yderligere udfordring – det skal holdes i samme gule farvespektrum hele vejen igennem. På den måde undgår Karen rutineprægede arbejdsgange og bevarer spændingen i udførelsen af hvert enkelt værk.

”Jeg fandt ud af, der var ca. fyrre forskellige tonearter i det første værk, og så tænkte jeg, nå men så cutter vi lige og siger, der højest må være tyve. Det er sådan nogle regler, jeg konstant stiller op for mig selv, og som gør arbejdet mere udfordrende.”

En af de tilhørende gør opmærksom på, at der fremkommer en overraskende effekt i værkerne, hvis man ser gennem sit kamera, så publikum opfrodres til at tage deres mobiltelefon frem. Idet man anskuer billedværket igennem et kamera, zoomes der ud og motivet træder frem. Man kan pludselig tydeligt se, hvad det forestiller.

Om kunstnerne

Karen Bjelke er tekstildesigner og uddannet fra Danmarks Designskole i 2000. Hun har været assistent for Tal R og udviklet sin egen stil inden for patchwork, strik og silketryk.

> Memoires
> Karen Bjelkes hjemmeside

Catherine Aitken (f. 1983/Scotland) er Time to Design 2012 prisvinder, og uddannet ved Royal College of Art i London 2011 samt Glascow School of Art 2006.

> Fade
> Catherine Aitkens hjemmeside