17 designere deltager med i alt 15 projekter på årets internationale møbelmesse IMM Cologne i Tyskland.
På Statens Værksteder for Kunst forbereder en gruppe unge designere sig på deltagelsen på årets møbelmesse i Köln. For andet år i træk har de slået sig sammen om en stand, og forarbejdet til udstillingsdesignet udføres på SVK.
Af Maria Jørgensen
Jan. 2015
”Det, vi gør, kan virke ufornuftigt. Vi løber en enorm risiko: Bruger en masse tid, kræfter og penge på noget, som ingen ved, hvor fører hen. Mange vil måske sige, at vores idéer ikke kan lade sig gøre eller er hul i hovedet. Hos os bliver idéerne afprøvet og fulgt til dørs,” fortæller designeren Øivind Alexander Slaatto og fortsætter: ”Der er plads til det skøre, men det skøre bliver taget alvorligt.”
17 designere, inkl. Øivind, deltager med i alt 15 projekter på årets internationale møbelmesse IMM Cologne i Tyskland. Messen åbner mandag d. 19. januar og præsenterer en bred vifte af møbler og designs. Messen handler om netværk og forretning og hævder at favne tidens trends samtidig med at præsentere fremtidens mode og tendenser.
Alle hænder arbejder, og der summer af travlhed, da vi besøger designerne på SVK. Ikke desto mindre har de tid til en snak om deres forestående tur til Tyskland.
En messestand kan hurtigt koste langt over 100.000 kr. og hen ved en kvart million. Det har en selvstændig designer typisk ikke råd til. Tanken er, at ved at slutte sig sammen, kan de ikke alene få prisen ned for den enkelte designer, men også få mulighed for at lave en udstilling med langt større gennemslagskraft end ved at udstille hver for sig. Øivind er overbevidst om, at det også bliver en bedre oplevelse for den besøgende med 15 nye designs samlet i samme stand.
”Ved at gå sammen omkring udstillingen kan vi mindske risikoen uden at gå på kompromis med vildskaben – og dermed stadig lave designs med integritet og hjerteblod, som ellers kan risikere at gå tabt, hvis man bekymrer sig for meget. Når vi står sammen, får vi en styrke og et erfaringsgrundlag, som vi kan trække på. Vi kan udvikle vores designs uden at skulle give køb på det umiddelbart ufornuftige, som gemmer på så meget godt. Kombinationen, tror jeg, er vigtig og en god forudsætning for, at Danmark bliver ved med at være en stærk designnation,” tilføjer Øivind.
Materialer og farveprøver til udstillingsdesignet, som skal præsentere de 15 produkter.
Alle for én – danishdesignMAKERS
For andet år i træk deltager designerkollektivet, som kalder sig for danishdesignMAKERS, på messen i Köln. danishdesignMAKERS (DDM) er netop opstået af tanken ”sammen står vi stærkere”. De har allerede oplevet en del opmærksomhed siden de søsatte projektet sidste år i forbindelse med Köln. Designer Steffen Juul forsikrer, at det var en god tur sidste år – ”Vi fik drukket masser af fadøl,” men trods glimtet i øjet er det tydeligt, at det er et ambitiøst projekt.
DDM er en alliance mellem designere med forskellige baggrunde og nationaliteter, som hver især har en stærk tilknytning til den danske designkultur. Idéen og grundlaget for samarbejdet bunder i et savn, som indfandt sig efter designskolen. Der samarbejder eleverne og lærer af hinanden, men efter uddannelsens afslutning står designerne på egne ben. I stedet for at ende som konkurrenter eller rivaler er tanken med DDM, at designerne kan dele erfaringer, inspirere hinanden og dele deres passion for godt design. Derfor gik Øivind Alexander Slaatto sammen med de to kollegaer, Thomas Albertsen og Antonio Scaffdi, og skabte det professionelle fællesskab. ”Det er et forsøg på at skabe en lidt sjovere designkultur, som både er sjovere for designeren at arbejde i, og hvor der også skabes nogle bedre produkter,” fortæller Øivind.
Samme behov for fagligt samarbejde har Søren Risvang, værkstedskonsulent på SVKs træværksted, reageret på og skabt facebookgruppen ”design / håndværk / produktion”. Gruppen er tænkt som et bindeled mellem designere, fagfolk og firmaer, der kan drage nytte af hinandens kompetencer. Som Øivind påpeger, bliver der plads til det ufornuftige, når man arbejder sammen flere mennesker. Modsat den selvstændige designer er man ikke tvunget til altid at følge den sikre og fornuftige vej, der ofte kan begrænse den kreative udfoldelse.
My story – årets tema
De 17 designere har fået to retningslinjer for deres produkter til messen. Det fælles tema er ”My story”. Historiefortælling og eventyr er en stor del af dansk kulturhistorie, og i hele verden kender man H. C. Andersen og hans eventyr. En stor del af dansk design- og møbelhistorie er også knyttet til historiefortælling (se bare Ægget og Svanen). I år har DDM derfor valgt at fokusere på designernes individuelle historie. Med hver deres produkt har de fortalt deres egen historie, og hvad der afspejler dem som designere.
Derudover har de fået udstukket fem farver fra den tyske farvekodevirksomhed RAL. Mindst én af de fem farver skal være repræsenteret i deres design.
Det kreative makkerpar
De to designere, Line Falk og Maria Legaard Kjeldsen, er blevet inviteret af DDM til at stå for udstillingsdesignet. I hhv. 2011 og 2013 afsluttede de uddannelsen på Kunstakademiets Designskolen. De har ikke før arbejdet sammen, men har etableret et givende samarbejde. ”Det passer meget godt ind i ånden – at vi har fået en mulighed for at lege sammen – da det er den grundlæggende idé hos DDM. At man kan lege sammen og bruge hinanden konstruktivt,” fortæller Maria.
Maria og Line arbejder på SVK.
Alt forarbejdet til standens udformning skal færdiggøres på SVK inden transporteringen til Köln. Der har Line og Maria to dage til at sætte op, inden messen åbner. Med hjælp fra udstillerne har pigerne travlt med at kreere standens blikfang – en kæmpe sky i RAL-farvene, som skal svæve over den 120 m2 store stand. Et hav af cirkler i drop paper fastgjort på nylonsnøre fylder lokalet. På SVK har de mulighed for at se udsmykningen i fuld skala. ”Uden opholdet på Statens Værksteder havde det ikke været muligt for os at gennemføre projektet,” fortæller Line.
Ud fra billeder af designernes værker har de to piger kreeret en setting, der skal understøtte møblerne. Sideløbende har de forholdt sig til temaet og de fem farver. Det har været vigtigt at bruge farverne på en måde, som understøtter og fremhæver møblerne. Med formsproget har Line og Maria forsøgt at kommunikere temaet ’My story’ og nordisk atmosfære.
Pigerne har skabt en eventyrlig scenografi med udgangspunkt i historiefortælling, nordlys og skovdis. Til det har de valgt at arbejde med materialer som birketræsfinér, drop paper og mørk muld.
To aflukkede rum i krydsfinér, bygget på træværkstedet, skal også med på messen. De skal bruges til display af lampedesigns og en garderobe samt til skriftligt materiale med info om værker og designere, postkort, opmagasinering samt filmvisning med interviews af de enkelte kunstnere.
På SVK har Line og Maria haft mulighed for at overskue de enkelte dele af scenografien.
Det har været nødvendigt at tage hensyn til en række praktiske foranstaltninger. Materialerne skal være brandhæmmet og scenografien let og nem at transportere. I sidste ende har pigerne skabt et lovende resultat, som skal blive spændende at få op i Köln.
Fredag blev alle elementer fragtet til Tyskland. Messen åbner mandag d. 19. januar og løber en uge frem. Fra SVK ønsker vi dem held og lykke og god vind!
Her ses det endelige resultat og standen som den tog sig ud på IMM Cologne 2015:
Fotokreditering: Kristine Funch
Links: