Skip to content Skip to footer
Næste ansøgningsfrist: 4. november 2024 kl. 24:00

25 år i kunstens og håndværkets tjeneste

Ingvar Rønne, værkstedsleder på træværkstedet, har været med siden Statens Værksteders spæde begyndelse.

Hvad ville træværkstedet på Statens Værksteder for Kunst være uden Ingvar Rønne? Hvad ville et utal af design- og kunstprojekter på Gammel Dok være blevet til, hvis det ikke var for den intelligente modelsnedkers hænder og hoved? Ville de overhovedet være blevet til det, de er – eller blevet til noget overhovedet?

 

Heldigvis er det slet ikke nødvendigt at stille disse spørgsmål, for igennem 25 år – helt præcis siden d. 15. december 1986 – har Ingvar Rønne med fast og kyndig ledelse styret basisværkstedet for træ på Statens Værksteder. Et kvart århundrede, der har budt på alskens udfordringer, problemer og dertilhørende løsninger båret frem af tiden, materialerne, teknikkerne, håndværket og de skiftende brugere af værkstederne.  

 

Og ikke at forglemme: Uden Ingvar Rønne ville Gammel Dok heller ikke være fyldt med sindrige, gennemtænkte løsninger, der dækker alt fra mobile skillevægge til specialdesignede udsugningssystemer. Som en genuin håndværkets mester er han nemlig ikke kun yderst ferm på fingrene, men også i tankerne.

Alt dette fortjener en fejring – og det får han torsdag d. 15. december, hvor SVK åbner dørene til en festlig jubilæumsreception.

 

Alle kunstnere, designere, kunsthåndværkere, konservatorer, samarbejdspartnere, leverandører og andre venner af huset er velkomne til at lægge vejen forbi. Vi glæder os til at se så mange som muligt.

 

—-

 

Hvor og hvornår

 

Jubilæumsreception torsdag d. 15. december kl. 15

 

Statens Værksteder for Kunst, Strandgade 27B, 1401 Kbh K.

 

Receptionen foregår på plan 4.