Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

 

Alle kunstnere, designere, kunsthåndværkere, konservatorer, samarbejdspartnere, leverandører og andre venner af huset er velkomne til reception den 10. maj 2012 kl. 15.30.

Man kan ikke læse sig til det. Man kan ikke surfe sig til det på nettet. Man kan ikke rammes af den kreative guds nådeslys en skønne dag – og så bare kunne det. Dét, som Hanne Kalsgaard Knudsen kan, er en sjælden sammensmeltning af håndværk, kunstnerisk kunnen og erfaring. Og nu er det 25 år, at Hanne har viderebragt det, hun kan og ved om tekstiltryk på værkstedet i Gammel Dok Pakhus.

April 2012

Der er stor respekt omkring Hanne. Ikke kun, fordi hendes faglighed i den tekstile verden er uomgængelig. Få ved så meget om farver, trykketeknikker og arbejdsprocesser i et tekstilværksted som hende. Og selv de mest professionelle tekstildesignere og kunsthåndværkere, vi har i landet, kan have stor gavn af at få en snak med Hanne om det projekt, der ligger foran på skitsebordet.

Der er også en særlig respekt om Hanne, fordi hendes facon er kontant og uden omsvøb. Tingene bliver sagt, som de er. Direkte og ærligt – og ofte med en høj skoggerlatter lige om hjørnet. Både som fagperson og som menneske er hun en person med et dejligt stort overskud.

Som sådan personificerer Hanne den ånd, der siden starten har kendetegnet Statens Værksteder: faglighed, ærlighed og hjælpsomhed. Her til maj er det så 25 år, Hanne har været kulturbærer herinde, og det skal fejres.

Det sker den 10. maj kl. 15.30, hvor SVK åbner dørene for en festlig jubilæumsreception.

Alle kunstnere, designere, kunsthåndværkere, konservatorer, samarbejdspartnere, leverandører og andre venner af huset er velkomne til at lægge vejen forbi. Vi glæder os til at se så mange som muligt.

Hvor og hvornår:
Jubilæumsreception torsdag d. 10. maj kl. 15.30
Statens Værksteder for Kunst, Strandgade 27B, 1401 Kbh K.
Receptionen foregår på plan 4.

Latest News From the Workshops

Deadlines / events / articles

Subscribe to Newsletter