Charlotte Erckraths værk er en stedsspecifik installation til udstillingsstedet Modtar projects i København. Unstable Mechanisms handler om erindringen af rum. En imaginær scene gentages og orkestreres af ustabile mekanismer, som reagerer på brugerne af udstillingsrummet. De kropslige fornemmelser af et punkt i tid og rum bliver i Charlotte Erckraths projekt erstattet af en repræsentation: trykkets ændring, trinenes vægt, og øret, der opfanger gulvets bevægelse. Disse fænomener undersøges, dissekeres og artikuleres som begivenheder i en serie af mekaniske og pneumatiske elementer. Installationen udfolder erindringen som en reaktion på tilstedeværelsen af en faktisk beskuer i projektrummet.
Andre projekter
Malene Nors Tardrup har haft ophold på træværkstedet for at producere rammer til en udstilling med titlen Nye Landskaber i Smallspace på KH7artspace i Aarhus – et kunstnerdrevet udstillingssted med fokus på eksperimenterende udstillingsformater.
I træværkstedet arbejder billedkunstner Christian Bang Jensen på en serie sokler med CNC-fræsede skrifttegn. Soklerne indgår i udstillingen Epifyt i Cobra-rummet i Lyngby. Ligesom en epifyt gror på andre planter, finder Christians værker næring i udstillingsrummets loft, som er dekoreret af en række Cobra-kunstnere.
På træværkstedet har Mika Katharina Friis fremstillet en hybrid mellem bænk og trappestige. Den går under navnet Étape II, og er en videreudvikling af Étape, der blev designet og bygget til Snedkernes Efterårsudstilling 2015.
