Jette Dalsgaard har arbejdet i metalværkstedet for at udvikle en en rum i rummet-skulptur med et indbygget objekt. Værket reflekterer over, hvordan vi som mennesker bygger vores identitet på et mentalt stillads, en konstruktion skabt af en sammensmeltning af indre forestillinger og ydre påvirkninger.
April 2025
Min stilladsagtige konstruktion er udført i et tyndt metalgitter, der fremstår skrøbeligt og transparent – en metafor for identitetens porøse og foranderlige natur. Skulpturen rummer flere niveauer, inspireret af Ovartacis afbildning af “verdener i verdener“.
Med afsæt i hans fascination af egyptisk mytologi har jeg indarbejdet en modificeret udgave af Horusøjet – et symbol på helhed, sundhed og kontinuitet. Formen blev til gennem en legende proces: først som en lille 3D-printet model og papirudgave, siden i to større versioner. Den ene blev færdigdesignet og brugt som form til en støbt aluminiumsudgave. I midten en sfære/kugle, der er blankpoleret til spejl – et billede på, at vi eksisterer som hinandens spejl og fuldendes i hinandens blik, eller i fraværet af det.
De etage-lignende strukturer er ophængt i ståltråd – en detalje, der stammer fra den oprindelige skitse, og som gør hele konstruktionen let bevægelig. Skulpturen står og vibrerer svagt og aktiveres af publikums bevægelse i rummet.
Parallelt har jeg arbejdet med en samling former i metal – valset, bukket og bearbejdet – som begyndelsen på en ny værkfamilie. En af disse former er blevet opstartet i ahorntræ og skal indgå som en del af serien.