Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I sommeren 2018 skal Hannah Anbert udstille på Overgaden -institut for samtidskunst, med udstillingen Slower and cheaper. Det bliver en udstilling, der retter et kritisk blik mod vores samfunds arbejds- og produktionskultur, der ifølge Hannah godt kunne tåle at sætte farten ned og trække vejret i bund. Hastighedens kvalitet
Hannah er landet på Statens Værksteder lige midt i sin arbejdsproces med udstillingen Slower and Cheaper. Forud for opholdet på Gammel Dok har hun udformet skitser og modeller og efterfølgende fortsætter hun forberedelserne på et måneds residence i Berlin. Hendes arbejdsproces har altså et langt tidsperspektiv, hvilket, som en utilsigtet pointe, ligger tæt op af udstillingens budskab:

Udstillingen handler om hastighed og produktionskultur. Der er en dybt forankret følelse i vores kultur af, at det gode er, at få udrettet en masse så hurtigt som muligt. Hastighed er på en måde en kvalitet i sig selv. Titlen, Slower and Cheaper, er et forslag til et nyt værdisystem, fortæller Hannah.

A walk in the park og en tur på stilladset
På Overgaden udstiller Hannah en række skulpturer samt en video. I metal og træ har hun udarbejdet grundstrukturerne til to af udstillingens større skulpturer. En stor cirkulær græsplæne samt et stillads, der begge skal bruges til performance.

Den runde græsplæne har fået navnet a walk in the park og er fremstillet i en særlig vand-resistent birkefinér. Træcirklen, der udgør fundamentet for et lag rullegræs, er sammensat af otte identiske stykker, fræset på træværkstedets CNC-maskine, så de tilsammen danner en 360° cirkel. Træstykkerne har desuden fået fræset fordybninger på undersiden, hvori der er placeret pladesamlebeslag. Sammen med domino, der sørger for at samlingerne passer på millimeteren, strammer pladesamlebeslagene konstruktionen sammen. Især i forbindelse med udfræsning af fordybningerne har det været optimalt for Hannah at fremstille træmodulerne på CNC-maskinen, der muliggør den nødvendige akkuratesse.

Når først cirklen er samlet, får den påmonteret stålben, der fæstnes med industrielt fremstillede beslag og pinolskruer. Ovenpå kommer der et lag plastik, der beskytter træet for vandskader i den 1.5 måned, der skal stå med fugtigt rullegræs på.

Tyggegummi i to etager
Det andet Værk Hannah arbejder på er en stilladslignende struktur, der strækker sig tre meter op i luften. Konstruktionen er fremstillet af firkantede jernrør, der er skåret op i stænger og efterfølgende svejset sammen til beslag og samlet med huller og bolte. Det er en meget simpel form for samling, der gør at konstruktionen efterfølgende kan skilles ad i moduler.

Som en del af værket vil noget af vinduet på førstesalen af Overgaden være dækket med tyggegummi. Derudover vil to performere bruge stilladset som en arbejdsplatform, hvorfra de kan dække vinduet yderligere til. Et tyggegummi ad gangen. Stille og roligt.