Hop til indholdet.

Projekt

Pagode

2014 / Billedkunst

Jan. 2014

På Træværkstedet og i Store Formater arbejder billedkunstner Heine Skjerning på en større stedsspecifik installation, som skal vises på Vestjyllands Kunstpavillon, sammen med en række mindre skulpturer af den svenske billedkunstner Bianca Maria Barmen.

Heines installation tager form som en pavillon på 17 kvadratmeter. Den er som udgangspunkt inspireret af Kurt Schwitters Merzbaus og Henning Larsens arkitektur, og består af en kompliceret trækonstruktion med mange forskydninger. I og omkring pavillonen opbygger Heine et blåt nålefiltbeklædt forløb, hvor han præsenterer et arkiv over sjældne danske sommerfugle, fotograferet af Heine selv.

Pavillonen skal placeres i midten af udstillingsstedets store rum, og gulvet belægges med sand og plastik. Heine vil skabe et ’rum i rummet’, hvor beskueren bevæger sig gennem et drømmeagtigt, arkaisk landskabsunivers.

MATERIALE-HIERARKI OG SOMMERFUGLE -KONSTRUKTION

Selve pavillonen opbygger Heine, så den let kan skilles ad og opbygges igen. Han bruger stolper af grantræ, som han på baggrund af en skitse, sætter sammen i en grit-agtig struktur. ”At arbejdet med grantræ er ret udfordrende, fordi det er fyldt med knaster og meget blødt og skrøbeligt. Det kaster og vrider sig, og vil på ingen måde samarbejde.”

Hvis Heine havde ønsket en gnidningsfri arbejdsproces og en håndværksmæssig ’korrekt’ konstruktion, havde han valgt et andet materiale, som for eksempel bøgetræ. Men for Heine er der en pointe i at benytte et materiale, der befinder sig nederst i materiale-hierarkiet.

”Jeg kan godt lide den ydmyghed og elementære æstetik, der er over både gran, men også sand, plastik og filt. Det passer til den rå og arkaiske atmosfære, som jeg gerne vil fremkalde. Samtidig synes jeg om at lægge nogle spilleregler op for mig selv i min arbejdsproces.”

Heines fascination for sommerfugle løber som en rød tråd gennem pavillonens opbygning. De filtbeklædte tavler, som indrammer sommerfugle-fotografierne, laver han, så de nærmest svæver i rummet, og på forskellige måder mimer sommerfuglenes anatomi. Desuden går filtens blå farve igen i nogle af sommerfuglene, og selve pavillonens struktur har vingelignende elementer.

Todelingen, som er et gennemgående princip i konstruktionen, refererer desuden til et skitseforslag af Henning Christiansen til Kunstakademiets Kollegium i Sørup, som Heine bestyrede på det tidspunkt.