Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Billedkunstner, Cecilie Enevold Nielsen, arbejder på en serie af tryk i stort format, der alle relaterer sig til temaer inden for rum og bygninger. Hun har udviklet en særlig teknik, hvor hun benytter forskellige typer af tape til at skabe sine plader.

Cecilies værker tager udgangspunkt i fotografier af bygningskonstruktioner, som hun har fotograferet i forskellige byer og efterfølgende spejlet digitalt. Under sit ophold ved SVK benytter hun dybtryksteknikken til at videreudvikle sine tape-tryk og undersøge både det ukonventionelle materialevalg og metoden, når den overføres til stort format.

Tape-tryk
Metodisk begynder Cecilie med at tegne den spejlede bygning på en plade og påsætte forskellige tapetyper såsom malertape, blanktape, nettape og gaffatape. Hun skærer efterfølgende i tapestykkerne, så de følger linjerne i tegningen. Teknikken har en række lighedstræk med kobbertryk, men i stedet for at ridse i en kobberplade, skærer Cecilie ned i pappladen og benytter tapetyper med forskellige strukturer for at skabe nuancer i farven, overlap og former. Aftørringen af sværten giver trykkene karakter af monotypi, idet de forskellige tapetyper har forskellig sugeevne. Malertapen suger eksempelvis en del farve, men der vil stadig være sværte at tørre af, og disse områder vil derfor kun afgive lidt farve, når pladen føres gennem en trykpresse. De områder, der er skåret ned i pappet afgiver farve, mens pladens blanke flade ikke suger farve overhovedet, og sværten kan derfor tørres helt væk.

Spejling af bygninger
Cecilie spejler bygningerne i sine fotografiske forlæg, fordi hun ønsker at tilføre dem en anden betydning, nemlig at skabe en overraskelse i det velkendte. Bygningsbærende og tunge elementer placeres eksempelvis i bygningens top og derved forrykkes den kompositoriske balance, så motiverne bliver vanskelige at aflæse som konkrete bygninger.

”Mine motiver har meget lidt med arkitektur at gøre. De har selvfølgelig et arkitektonisk udtryk, idet jeg tager udgangspunkt i bygningers konstruktionsmæssige udformning, men for mig er mine motiver i højere grad et mønster eller en form. Jeg går efter at opløse motiverne, når jeg spejler dem,” fortæller Cecilie.

Hun arbejder meget med at fastholde en enkel og stringent komposition ved at udvælge bygninger med rene linjer og tydelige geometriske former. Dynamikken opstår i kraft af den påførte sværte og aftørringen, der varierer fra tryk til tryk. Inden for de grafisk enkle motiver eksperimenterer hun desuden med at føre sine motiver over mod et mere abstrakt udtryk.

”Undervejs i forløbet har mine værker ændret sig fra at være figurative til at bevæge sig mere over i det abstrakte, som man fx kan se i det tryk, som er helt mættet sort og dermed ligger meget langt fra det fotografiske forlæg,” fortæller Cecilie.

I sine værker leger Cecilie med det syntetiske i form af tape og det organiske i trykformen. Tematikken i Cecilies værker er fravær og mørke, som udformes i huse, landskaber og tomme rum.