På det rå cementgulv i Formeriet ligger farverige plancher med collager sat sammen af vidt forskellige og mere eller mindre genkendelige materialer. I den anden ende af det store, lyse rum er en række fotografier lagt ud på gulvet. Fra loftet og på den ene væg hænger en stor samling af baggagestrimler fra lufthavne og et væld af kvitteringer. På et bord ligger plastikemballage fra hovedtelefoner, lyspærer, opladere og andre hverdagsgenstande side om side med gipsafstøbninger af selv samme objekter. Anne Mie Bak Andersen er samler, og hun arbejder på at synliggøre den overflod af ting, vi normalt overser og smider væk.
Anne Mie har primært arbejdet med fotografi og video, men er nu begyndt at arbejde tredimensionelt: ”Jeg blev træt af det todimensionelle og flade udtryk. Jeg vil gerne arbejde mere sanseligt. Det fungerer godt til at fange folks opmærksomhed.” Ud over fysiske genstande bruger hun lyd og lys til at skabe stemningsfyldte rum, der fanger folk og sætter fokus på klimaforandringerne og vores forbrugsvaner.
”Jeg vil gerne have folk til at tænke over, hvordan de er forbrugere,” fortæller hun. Det vrimler med ting og sager i Formeriet, ting som Anne Mie har indsamlet, og som vi normalt anser for at være affald: kvitteringer, plastikemballage, farvede frugt- og grøntsagsnet, en metalspiral, plastikposer og meget andet. Anne Mie vil gerne bruge disse overskydende ting på en produktiv måde. Og når de fremhæves, samles i store mængder og ordnes, opstår der en særegen æstetik, og samtidig bliver det tydeligt, hvor meget overflødigt materiale, der hober sig op i verden.
Alt det, som ingen ser
Anne Mies arbejdsproces er udforskende og eksperimenterende. Hun udarbejder ikke skitser eller planlægger værkerne på forhånd. Til projektet på SVK, som skal munde ud i udstillingen New Contemporaries på Royal Scottish Academy, har hun hentet et stort antal fotografier frem fra sit arkiv. Og så har hun fået plads til at folde alle de mange ting ud, hun har samlet gennem tiden, så hun rigtig kan se dem og udforme værker af dem. ”Jeg kan bedst lide at arbejde på flere værker på samme tid”, fortæller Anne Mie, hun vil helst holde processen åben og organisk.
Det virker, som om hun har udviklet et særligt blik for de ting og materialer, som de fleste slet ikke ser. Vi køber appelsiner i net og uden at tænke over det, smider vi nettet i skraldespanden med det samme. Vi køber et par nye høretelefoner og skiller os straks af med den plastik, de var pakket ind i. Anne Mie har en spand fyldt med plastikemballage. Hun har længe gerne villet arbejde med gips, men har ikke haft mulighed for det. Nu laver hun gipsafstøbninger af høretelefonemballagen og synliggør på den måde emballagen som genstand i sig selv; som en genstand, der findes i verden ligesom de høretelefoner, den indeholdt.
På plancherne afprøver Anne Mie sammenstillinger af forskellige materialer; farvet pap, pink snor, plasticgræs, gips, fotografier. Hun har støbt plastikgræs ind i gips for at skabe associationer til tørke; den måde, jorden sprækker på, og det lille græsstrå, som alligevel finder vej op. ”Jeg kan godt lide at gå og lege lidt, og så pludselig er det bare helt rigtigt”, fortæller hun om sin arbejdsproces. Det er en intuitiv metode, hvor de forskellige materialers samspil har stor betydning for udtrykket i de endelige værker.
Skrevet af Helene Johanne Christensen
