Hop til indholdet.

Projekt

Grafikskov

2015 / Billedkunst

På grafisk værksted arbejder Gitte Bach, Malene Hartmann og Hanne Ravn Hermansen frem mod Danske Grafikeres Medlemsudstilling på Silkeborg Bad i januar 2016.

Dec. 2015

Kriterierne for udstillingen ved Kunstcentret Silkeborg Bad er, at der skal trykkes på store baner rispapir, som skal hænge ned fra loftet og danne en ”skov” af grafiske tryk. Gitte, Hanne og Malene deltager individuelt, men har samtidig valgt at gå sammen om et fælles hybridværk, som de arbejder med på SVKs grafiske værksted.

Værket kan beskrives som en kollage. Et eksperiment omkring tre forskellige udtryk, som sammen kan skabe en ny historie. Konkret arbejder Gitte, Hanne og Malene med linoleumssnit. De snitter hver deres motiver, som efterfølgende forenes i hybridværket. Hvor Gitte tager udgangspunkt i ansigter, arbejder Malene med abstrakte mønstre, og Hanne med løsrevne figurer – disse meget forskellige motiver skaber uventede møder. Møderne kan fungere på flere planer; det kan være farverne eller motiverne, der fungerer sammen. Andre gange er det de forskellige snittemetoder, der skaber gode overgange og spændende sammenstød motiverne imellem.

Det er lidt af et puslespil at skabe det fælles værk. Gitte, Hanne og Malene trykker motiverne på gennemsigtigt papir, så de kan afprøve forskellige placeringer, inden de trykker på de lange baner rispapir. Ligeledes benytter de sig af papirskabeloner til at skabe nye mønstre ud af eksisterende motiver, idet papiret dækker for en del af motivet under trykningen. Linoleumssnittet giver mulighed for at skære og forme materialet, og dermed har Gitte, Hanne og Malene en større frihed til at ”lege” med kollageteknikken. Farverne holdes i rød, orange og sort.

At samarbejde om et fælles værk er lige så givende som det er udfordrende. Hver deltalje diskuteres og vendes, og i særligt i begyndelsen oplevede de tre kunstnere en vis berøringsangst over for hinandens motiver. De oplever nu, at det interessante møde særligt opstår, når de udfordrer hinandens motiver – giver dem en ny form eller vælger at fremhæve et bestemt udsnit.