På Statens Værksteder for Kunst har Sara Krøgholt Trier udviklet flere nye værker til sin kommende soloudstilling på Møstings Hus i efteråret 2026.
Juni 2026
En stor del af opholdet har været dedikeret til det digitalt renderede filmværk, The surface of everything, som bliver det centrale værk i udstillingsinstallationen.
I en form for kammerspil mødes filmens karakterer på et moderne amfiteater i en park i en storby. Her oplever de grænserne mellem sig selv og omverdenen som flydende: de ser ubesværet verden fra andres perspektiv, men har vanskeligt ved at gribe fat i deres egen sandhed.
The surface of everything tager afsæt i amfiteatret som et gennemgående motiv og historisk symbol: en arkitektonisk scene for politisk debat og kollektiv beslutningstagen, men også for kunst, underholdning og spil.
Udstillingen undersøger en samtid, hvor etablerede forestillinger om fælles sandheder og stabile virkelighedsforståelser synes gradvist mere porøse. En tid, hvor politik og fiktion væves sammen på måder, der gør virkeligheden vanskelig at afkode.






