Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Pia og Louise har under deres værkstedsophold skabt en serie af 6 vævede tekstiler, der har til hensigt at kommentere på mental sundhed, kropslig velvære og livets balance.

Duoen drager med værkernes størrelse paralleller til kommercielle industri-bannere. På væveværkstedets enkelttrådede TC1-væv har de skabt fire vævede tekstiler i størrelsen 65x150cm. Her har de arbejdet med bogstaver, bølgemotiver, stærke farvegradueringer og kompositioner. Teknikker og motiver er valgt ud fra en intention om, at understrege referencer til kommercielle slogans og reklamebannere, men med et fokus rettet mod mental sundhed, kropslig velvære og livets balance.

På tre af de 6 vævede tekstiler fremgår bl.a. teksten “EMOTIONAL”, “WELLNESS”, “LIFE OK”. Kæde -og skud effekten i en fortolkning af bølgekipper som struktur, har til hensigt at illustrere livets op- og nedture, og en søgen efter en balance imellem disse. For at skabe den rette synlighed i de vævede bogstaver er der lagt særlig vægt på farvegradueringer med flere forskellige trådfarver i hvert skud.

På værkstedets computerstyrede ARM-væv har Pia og Louise arbejdet videre med teknikker og referencer fra TC1-væven men med farvegraduerede bølgemønstre i større skala og skabt 2 vævede tekstiler i størrelsen 135x180cm.

Alle bannerne er vævet i 100% polyester med Serafil sytråd, i både skud og kæde for på den måde at skabe så lette, men stærke og vejrmodstandsdygtige tekstiler, som muligt. De vævede tekstiler video-registreres flyvende i en drone formation, og fremstår således iscenesat som en reklame for på den måde at underbygge hensigten.

“LIFE OK” er en forlængelse af værket “Aerial Body Commercial”.

.