Billedkunstner, Malou da Cunha Bang, har på grafisk værksted arbejdet med en række kobbertryk til en udstilling på det kunstnerdrevne udstillingssted, Sydhavn St.
Sep. 2020
”Okay” er et projekt som er udarbejdet til en udstilling på Sydhavn St. november 2020. Værkerne til denne udstilling består af en række kobbertryk med motiver, som alle udspringer af den samme scene fra et soveværelse. Tilsammen væver de et narrativt forløb over sexaktens lavpraktiske, kødelige og asynkrone koreografi. Billederne rummer både det ordinæres kedsommelighed og momenter af omsorg, nærhed og klodset lyst – en dagligdags fortrolighed opstået over tid, uindfriede forventninger og glimtvise forsøg på spontant begær.
Processen
Alle motiver er lavet som grafiske dybtryk med udgangspunkt i filmisk materiale som jeg selv har filmet og instrueret. Med værkerne vil jeg invitere beskueren ind i et rum, der på én gang er distanceret og alt for tæt på.
De grafiske teknikker jeg bruger er aquatinte ætsning (spitbite) og koldnålsraderinger.
Formaterne på billederne rangerer fra 100 x 150 cm. til 10 x 15 cm. Alle ætsningerne trykkes i sort/hvid, og koldnålsraderingerne trykker jeg med to plader; en sort/hvid og en farvet. Udstillingen kombinerer værker i kølige gråtoner med værker i orangerøde nuancer.